Overvejer du at bygge dit drømmehus i den attraktive udstykning i Østermarken i Hjallerup, så er det dette projektforslag fra Milton Huse måske noget for dig!?
Huset set udefra
Huset er uden udhæng og opført i murstenen B-422 Mocca Nova fra Strøjer Tegl. Huset er et forskudt længehus på 163 m² med sadeltag, opmurede gavle, sorte tagsten og sorte arkitekttagrender i zink. Vinduerne er fra Rationel Aura Plus, 3-lags træ/alu; sorte udvendigt og hvide indvendigt, og med sålbænke i naturskiffer. Huset har en 45 m² stor integreret dobbelt carport inkl. redskabsrum, med støbt og isoleret gulv. Grunden er på 662 m2 med en dejlig sydvestvendt have.
Huset set indefra
Kom tørskoet fra det overdækkede indgangsparti i forlængelse med carporten og ind i husets entre. Her er der direkte adgang til husets bryggers med god plads til barnevogn, vasketøj og ikke mindst alt overtøjet. Her er tale om et funktionelt hus med fokus på familiens trivsel i en travl hverdag. Husets hjerte er et stort og lyst køkken/alrum med dobbelt ovenlys, depotrum og med plads til leg, hygge og lektier. Stuen er rummelig og lys. Forældreafdelingen består af soveværelse, walk-in og tilhørende badeværelse med dobbelt bruser og badekar. Fra køkken/alrummet er der direkte adgang til en overdækket, sydvestvendt terrasse på 23 m². Huset har to hyggelige og uforstyrrede terrasser med fuldmurede læmur.
Husets gulve, lofter og vægge
På gulve i køkkenalrum, depot, gang, entré, bryggers og begge badeværelser, herunder vægge i bruseniche, er der lagt flotte klinker i 60x60 cm. I stue, kontor og alle værelser er der lagt laminatgulve (Milano Eg Beige). Lofterne er beklædt med hvide gipslofter, og i gang, køkken/alrum og stue med akustikplader. Husets vægge er beklædt med glasfilt og al inventar er fra HTH.
Et perfekt indeklima
Huset er med varmegenvindingsanlæg, som sikrer et perfekt indeklima og lavt energiforbrug. Opvarmningen er med fjernvarme.