Danskerne har styr på boligmarkedet

17. november - 2016

Ny undersøgelse bekræfter, at danskerne har godt styr på boligmarkedet, selvom der er rum for forbedringer på et par enkelte områder.

Hvornår indførte Anders Fogh Rasmussen boligskattestop, hvor meget skal man betale i ejendomsværdiskat af 4 mio. kr., og er en obligation et gældsbrev, en kurs eller en aktie? Disse og en række andre centrale spørgsmål om boligmarkedet lader til at være almen viden for mange danskere.

Det viser resultatet af en quiz-undersøgelse, som Nybolig netop har foretaget blandt mere end 1.363 Facebook-brugere. I gennemsnit har 69 pct. af deltagerne ramt 6,8 rigtige ud af 10 mulige.

-Det tyder på, at mange af os hører rigtigt godt efter, når vi hører historier om boligmarkedet. Jeg synes, der er grund til at glæde sig over, at vi sætter os godt ind i de ting, som har stor betydning for os som fx boligmarkedet, så vi kan træffe beslutninger om vores bolig på et oplyst grundlag, siger Thomas Hovgaard, som er presseansvarlig i Nybolig.    

Hver tredje ved ikke, hvad en obligation er
Hvor de fleste har godt styr på boligmarkedets størrelse og den historiske udvikling, kniber det til gengæld en smule, når det bliver mere teknisk. Således ved godt hver tredje ikke, om en obligation er et gældsbevis, en kurs eller en aktie.

-I Danmark har vi obligationslån for flere tusinde milliarder kroner, og en del af os ved ikke helt, hvad de der obligationer er for en størrelse. I de fleste tilfælde har vi heldigvis rådgivere til at ordne det tekniske for os, men man kan alligevel godt blive lidt overrasket over, at så mange ikke ved, hvad noget så grundlæggende er, siger Thomas Hovgaard, der i øvrigt kan afsløre, at en obligation er et gældsbrev, der i dansk sammenhæng har eksisteret siden 1851.