Høje boligskatter preller af på førstegangs-købere

Hvor danskerne generelt synes, at boligskatterne er for høje, betyder de stort set intet for førstegangskøberne, der synes blændet af eufori, lyder vurderingen fra Nybolig.

Selvom grundskyld, ejendomsskat og ejendomsværdiskat til sammen kan løbe op i store summer og udgøre en ikke ubetydelig del af de faste boligudgifter, er de ikke genstand for irritation og brok, når danske førstegangskøbere går på boligjagt. Det viser en landsdækkende rundspørge blandt Nyboligs mæglere.
Meldingen fra de godt 200 Nybolig-mæglere er klar. Ifølge dem kommer ejendomsskatternes størrelse kun bag på 14 pct. af førstegangskøberne, mens 80 pct. forholder sig helt afslappet til de penge, som staten skal have. De sidste 6 pct. har ikke noget bud.

-Ejendomsskatterne har i mange år været genstand for en livlig diskussion i medierne og ikke mindst på Christiansborg, hvor nogle partier bliver vældigt passionerede, når talen falder på, hvor meget vi danskere skal betale i skat for at bo i vores eget hus. Med denne undersøgelse kan vi se, at der ikke nødvendigvis er den store folkelige opbakning til at ændre på den nuværende konstruktion af boligskatterne hos folk, der første gang stifter bekendtskab med dem, siger presseansvarlig i Nybolig, Thomas Hovgaard.

Men når man til gengæld spørger til, hvordan folk generelt opfatter boligskatternes niveau, er billedet lidt anderledes. Ifølge Nyboligs mæglere synes 38 pct. af køberne, at boligskatterne er for høje, mens 48 pct. aldrig snakker ejendomskat med deres mægler. 12 pct. er tilfredse, mens 10 pct. har svaret ”ved ikke”.

-Det kunne godt tyde på, at man som førstegangskøber er så euforisk, at man ikke lige tænker over præcis, hvad ens penge går til. Bare ens boligdrøm går i opfyldelse. Men når hverdagen som boligejer så indfinder sig, og man begynder at kigge boligudgifterne grundigt efter i sømmene, kan ens opfattelse åbenbart godt ændre sig, siger Thomas Hovgaard.

Yderligere fra undersøgelsen

I hvilken grad oplever du som mægler, at boligkøbere føler usikkerhed i forhold til niveauet af fremtidens boligskatter?

 

  • Jeg mærker ingen bekymring:                                     61 pct.
  • Jeg mærker nogen bekymring:                                    36 pct.
  • Jeg mærker stor bekymring og usikkerhed:                 1 pct.
  • Ved ikke:                                                                         3 pct.    
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.