Parcelbyggeriet faldet med 80 pct. siden halvfjerdserne

Der bygges markant færre nye parcelhuse i dag end for fyrre år siden i parcelhusets guldalder, selvom det på grund af mindre vedligeholdelse og lavere energiforbrug ofte kan betale sig at rive det gamle hus ned og bygge et nyt.

Mens der i de glade halvfjerdsere blev bygget hele 65 parcelhuse om dagen i Danmark, ser kun 13 nye huse dagens lys nu. I perioden 1970-1979 blev der opført 240.000 nye parcelhuse, mens der fra 2010-2015 kun blev opført 24.000 nye parcelhuse. Det er et fald på 77 pct. i antallet af nyopførte parcelhuse, viser en analyse, som Nybolig har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. 
 
-Mange af de huse, som blev bygget i parcelhusets guldalder, er stadig vældig populære blandt nutidens boligkøbere, men det er klart, at mange af de huse er bygget ud fra nogle andre standarder end dem, vi har i dag, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Nybolig.
 
Han peger især på klimavenlighed og arkitektur som de væsentligste forskelle på halvfjerdsernes og nutidens parcelhus. 
 
-Det klassiske parcelhus er ideelt indrettet med pistolgang, værelser, køkken og stue, men dengang var fokus på energivenlighed ikke særlig stor, og skal man opgradere et originalt parcelhus til nutidige standarder og krav, kan det i mange tilfælde næsten bedre betale sig at bygge et nyt hus, fordi man stort set skal ind over alle husets dele, siger Thomas Hovgaard. 
 
Både i tresserne og halvfjerdserne var der tale om et decideret byggeboom, hvor man fik mættet markedet for en lang periode, flere kom i arbejde, familierne fik to indtægter og alle skulle have et parcelhus på en villavej. 
 
God ide at rive ned og bygge nyt
De danske håndværkere og entreprenører i Dansk Byggeri har ingen facitliste til huskøberne, men direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, vurderer, at nedrivning kan være et godt alternativ, når man står med en ældre bolig.
 
-Vi bor i stort omfang i huse, der er bygget, før der for alvor kom fokus på energiforbrug. Disse huse kræver derfor en omfattende renovering, hvis de skal matche moderne energirigtige huse. Derfor kan det i en række situationer være en god ide simpelthen at rive dem ned og bygge nyt, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.   
 
Ifølge en række typehusfirmaer, som Nybolig har været i kontakt med, starter kvadratmeterpriserne på nybyggede typehuse ved ca. 11.000 kr./m2. 
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.