Sommerhus- købere får mindre afslag på pris

27. april - 2016

Over hele landet oplever sommerhuskøbere, at det er blevet sværere at få forhandlet prisen ned. Det skyldes bl.a. tålmodige sælgere, vurderer Nybolig.

Har du i flere år gået i salgstanker med dit fritidshus, tyder det på, at du nu vil blive lønnet for din tålmodighed. I hvert fald hvis du går efter et så lille prisnedslag som muligt. Nybolig har nemlig analyseret størrelsen på prisnedslag for fritidshuse for første kvartal de sidste fire år, og her viser det sig, at størrelsen på nedslag er faldet med hele 34 pct. siden 2013.  Den gang var det gennemsnitslige nedslag på 144.766 kr., mens det her i 2016 er faldet til 93.500 kr.

-Mindre prisnedslag er et klart tegn på, at markedet stabiliserer sig mere og mere. Samtidig vidner de mindre nedslag også om, at vi i højere grad er på vej i retning af, hvad man populært kalder sælgers marked, siger presseansvarlig i Nybolig, Thomas Hovgaard.

Ifølge Nybolig er liggetiderne i samme periode ikke fulgt samme udvikling som prisnedslagene. Faktisk ligger de på et stabilt niveau.

-Det tyder på, at dem, der sælger sommerhuse, har is i maven og tror på, at de nok skal få solgt deres hus til prisen, selvom det tager stadigvæk tager sin tid. Sælgerne er blevet mere stålsatte og tålmodige. Set fra ejendomsmæglerens stol er det naturligvis en glædelig udvikling, siger Thomas Hovgaard.

Tallene dækker imidlertid over store regionale forskelle. I landets mest attraktive sommerhusområder, fx i Nordsjælland, bliver der for første gang nu faktisk i gennemsnit betalt mere end udbudsprisen, mens de største afslag gives i Nordvest- og Midtjylland.

-Tal er nådesløse størrelser, og vi må bare konstatere, at Danmark trods sin beskedne størrelse stadig har meget forskellige prisniveauer for boliger. Når det er sagt, må vi dog glæde os over, at selv de mindst attraktive områder faktisk oplever mindre og mindre afslag i pris, hvilket tyder på, at den positive udvikling med priser, der holder, ser ud til at have bidt sig fast, siger Thomas Hovgaard.