Sommerhus-kvadratmeter steget med 50 pct. siden 1980'erne

Den store stigning i antallet af ny sommerhuskvadratmeter skyldes større velstand og urbanisering. Samtidig stiller den moderne familie ifølge ejendomsmæglerkæden Nybolig nye krav til fritidsboligen end tidligere.

Danskernes sult efter sommerhuse synes umættelig. Siden 1986 er der nemlig blevet bygget 36.000 nye sommerhuse, eller hvad der svarer til en stigning på 20 pct., så der i dag findes over 220.000 danske sommerhuse.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Nybolig har analyseret.

-Stigningen har været stødt og rolig over de sidste tredive år uden de store udsving og er et udtryk for den generelt stigende velstand i det danske samfund, hvor flere har fået mulighed for at realisere drømmen om et sommerhus. I samme periode er Danmark også blevet et mere populært turistmål, hvor sommerhusudlejningen har været i vækst, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Nybolig.

Sommerhuset vokser i størrelse
Udover flere sommerhuse de sidste tredive år er sommerhusene også vokset i størrelse. I 1986 opgjorde Danmark Statistik det samlede antal kvadratmeter sommerhus til 11,3 mio., mens det i 2015 udgjorde 17,4 mio. kvadratmeter. Det er en stigning på 54 pct. på tredive år.

-Siden firserne har der generelt været en trend mod større boliger, fordi der er opstået nye behov og nye trends som fx samtalekøkkener og walk in closets. I mange tilfælde vil folk også gerne kunne bruge sommerhuset som en alternativ bolig, hvor der er plads til hele familien med børnebørn, og hvor de kan overføre alle hverdagens bekvemmeligheder fra deres helårsbolig, siger Thomas Hovgaard.

Urbaniseringen sætter skub i sommerhusbyggeri
Ifølge Nybolig kan urbaniseringen også forklare en del af de nybyggede sommerhuse.

-Når folk slår sig ned i byerne, vil der på et tidspunkt opstå et behov for den mere frie natur, som af gode grunde ikke findes i en lejlighed. I sommerhuset er der en have, der kan noget andet end selv det mest grønne gårdmiljø, som jo typisk skal deles med en masse andre. Derfor er det vores bedste bud, at vi med en fortsat urbanisering og stigende velstand i samfundet vil se flere sommerhuse skyde op fremover, siger Thomas Hovgaard.

Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.