Syv ud af ti tror, boligpriserne vil stige

24. maj - 2016

Undersøgelse: Danskerne har generelt positive forventninger til boligmarkedets udvikling i 2016, og samtidig mener godt halvdelen, at ejendomsmæglere generelt er troværdige og yder kompetent rådgivning.

I løbet af 2016 vil boligpriserne stige, liggetiderne blive kortere, og der vil blive givet færre og mindre afslag i pris. Sådan lyder meldingen fra Nybolig, som i maj måned har foretaget en undersøgelse blandt sine godt 15.000 følgere på Facebook.
67 pct. mener således, at boligpriserne vil stige, 7 pct. mener, de vil falde, mens 26 pct. tror, de vil forblive uændrede. Undersøgelsen glæder Nybolig.

-Med denne undersøgelse kan vi konstatere, at danskerne stort set har de samme positive forventninger til boligmarkedet, som vi mæglere har. Efter mange år med et turbulent og kriseramt boligmarked er det godt nyt for både boligejerne og Danmarks økonomi, at rigtig mange har taget ja-hatten på, siger presseansvarlig for Nybolig, Thomas Hovgaard.

I undersøgelsen har Nybolig også spurgt til folks opfattelse af ejendomsmægleren.  Og her hæfter Thomas Hovgaard sig ved, at det faktisk ser helt fornuftigt ud. 47 pct. mener nemlig, at ejendomsmægleren er troværdig og yder en rimelig kompetent rådgivning, mens 7 pct. ikke stoler på ejendomsmæglere, 27 pct. mener, at ejendomsmægleren først og fremmest tænker på deres salær, og de sidste 18 pct. ved generelt ikke, hvad de skal mene om ejendomsmæglere.

-Vi plejer ikke at komme super godt ud på de her troværdighedsmålinger, når vi sammenligner os med andre professioner, men jeg synes faktisk, at de her tal tyder på, at det går den rette vej. Man kan jo nok aldrig vinde alles hjerter, og mæglere er jo også forskellige, men alt i alt synes jeg, at danskernes aktuelle forventninger tegner lovende, siger Thomas Hovgaard.