Vi elsker vores naboer

Mange danskere oplever støjende naboer. Men ifølge ny nabo-undersøgelse fra Nybolig er folk meget diplomatiske, når de skal løse problemer med deres nabo.

Rygtet om, at vi danskere har det bedst i fred og ro bag ligusterhækken langt fra naboens larm, er stærkt overdrevet. Vi danskere elsker nemlig vores naboer, er tolerante overfor dem, hænger ud med dem, og vi er meget diplomatiske, hvis vi bliver uenige med hinanden. Det viser en rundspørge om naboer blandt Nyboligs følgere på Facebook og Linkedin. 

-Det kan være et lotteri, når man flytter ind et nyt sted. Med selve boligen kan man forberede sig ret godt med hjælp fra ejendomsmægleren og den byggesagkyndige, men hvad naboerne? Dem møder man jo ikke på en boligfremvisning. Hvis der viser sig at være ringe kemi eller meget forskellige opfattelser af, hvad et højt støjniveau er, så kan det udvikle sig til et meget spændende naboskab, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Nybolig.

Klarer problemerne over kaffe
Ifølge de svar, som er givet i nabo-undersøgelsen, hæfter Nybolig sig særligt ved den overvældende vilje til løse naboproblemer ad diplomatisk vej og ikke ved i første omgang at gå i klassisk nabokrig eller inddrage myndighederne.

-I undersøgelsen er respondenterne overvejende kvinder i de større byer, og derfor har vi selvfølgelig til gode at høre, hvordan mændene har det med deres naboer, men vi kan se, at 36 pct. af de adspurgte vil invitere deres nabo på kaffe, hvis man er træt af sin nabo, mens kun 4 pct. vil bede myndighederne om hjælp. Den udtalte trang til diplomati bakkes op af tal, der viser, at vi faktisk har ret nære relationer til vores naboer, siger Thomas Hovgaard.  

Halv million plages af nabostøj

Ifølge tidligere undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet plages op mod en halv million danskere af nabostøj. Svarene fra Nyboligs undersøgelse bakker faktisk det høje antal støjgenerede danskere op. 38 pct. oplever sjældent larm, mens 23 pct. aldrig oplever larm. 39 pct. oplever altså med jævne mellemrum, at larm fra naboen er et problem.

-Det er selvfølgelig mange larmende naboer, når man ser på det for hele landet, men jeg tror, man må acceptere, at mennesker nu engang er foretagsomme skabninger, der efterlader en vis mængde larm og støj i deres kølvand, men jeg synes, vi skal glæde os over, at verdens lykkeligste folk faktisk er dygtige til at håndtere den form for uundgåelige kriser, siger Thomas Hovgaard.  
 
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.