Er I til rolige omgivelser, skøn natur (og meget af den!) og masser af plads, så kunne denne landejendom sagtens være noget for jer. Den ligger lige uden for Tebstrup, i det smukt kuperede Ejer Bjerge, og fra grunden har I i klart vejr udsigt til Himmelbjerget til den ene side, og Ejer Bavnehøj til den anden.
Derudover har I kun kort afstand til Skanderborg og de mange spændende specialbutikker, dagligvareforretninger og ungdomsuddannelser, der findes her. Har I børn i skolealderen kommer de til at gå på skole inde i Tebstrup, hvor bussen kører lige forbi jer både morgen og eftermiddag. Turen kan også cykles på 10 minutter. Ved skolen er også daginstitution, nyere multihal, boldbaner m.m., og i Tebstrup findes desuden Dagli´Brugs og en rigtigt god og aktiv borgerforening med mange aktiviteter.
Ejendommen er beliggende på et jordstykke på ca. 10 hektar, som for tiden er forpagtet ud til afgræsning. Det vil naturligvis være oplagt at have hestehold eller andet på ejendommen, men mulighederne er næsten uendelige.
I boligen, som er i to plan, er der i stueplan entré, bryggers badeværelse, køkken/alrum og stue i åben forbindelse. Endvidere soveværelse og en stor, lys udestue, som er tilbygget for 10 år siden. Fra denne er der udgang til den flotte og parklignende have samt en stor og fuldstændig ugeneret terrasse. Det er ikke megen trafik, der passerer ejendommen, så lydbilledet domineres af fuglefløjt og vindens raslen med bladene i de store, flotte træer.
På 1. salen er repos, hvor der eventuelt kan indrettes en kontorplads og to gode værelser.
Til ejendommen hører også et højloftet maskinhus og en større staldbygning. Her er al den plads, I kunne drømme om, og selvom en del af tilbygningerne kunne have behov for en kærlig hånd, er en stor del fuldt anvendelig, som det er.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.