Nu har vi æren af at kunne præsentere jer for et familievenligt fritidshus, som ligger i et trygt sommerhuskvarter lidt syd for Hirtshals. Ja, der er kun rosende ord tilovers for dette charmerende fristed, som sikrer jer de ultimative trygge og private rammer, som I stræber efter, når der står "ferietid" i kalenderen. Og I får endda mulighed for at sætte jeres eget præg!
I skal sætte kursen mod Ingeborgvej 10, og her møder I en ejendom, som har prydet adressen siden 1972. Den tilbagetrukkede grund tæller 2.483 kvadratmeter, og den er anlagt med åbne vidder, nem beplantning og et hav af solrige- og skyggefulde hyggekroge, hvor I kan nyde tilværelsen under åben himmel. Alt imens kan I nyde udsynet til den store grund, hvor ungerne kan lege alt lige fra gemmeleg til dåseskjul; når altså ikke de er gået på jagt efter nye legekammerater i det trygge sommerhusområde.
Fritidshuset har en hjemlig og charmerende atmosfære over sig, og det kan nemt shines op, hvis I vil give det nyt liv – det er der selvfølgelig også taget højde for i prisen. Der er god plads til samvær og nærvær i den hyggelige vinkelstue, som både har brændeovn samt direkte udgang til terrasseområdet, og lige ved siden af ligger det lille, funktionelle køkken; der er selvfølgelig mulighed for at slå de to rum sammen, hvis I drømmer om ét stort opholdsrum. Samtidig får I tre værelser, og dertil kommer et badeværelse og to skure til opbevaring af eksempelvis haveredskaber og -møbler.
Hirtshals ligger på toppen af Danmark, og her er I beriget med noget af landets smukkeste natur – med alt lige fra frodige skove til kuperede vidder, som istiden har slebet og formet. Især den 30 kilometer lange kyststrækning udmærker sig, og den byder på brede, familievenlige sandstrande. Men I snydes naturligvis heller ikke for betagende gå- og cykelruter såvel som et hyggeligt handelsliv i fx Hirtshals, hvis bymidte ligger mindre end 3 kilometer fra fritidshuset.
Vi kunne fortsætte i en evighed, men vil I ikke hellere med på en fremvisning?
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.