Nu udbyder vi en landejendom, der vil være det perfekte hjem for superhelte verden over med god plads til biler, flyvende objekter og andre redskaber i de tilhørende udbygninger. Huset, der er opført i 1964, vil give jer det perfekte alibi som lykkelige boligejere, så I udadtil vil fremstå som en ganske almindelig familie, mens I dagligt reder verdensfreden.
Med denne superheltebolig følger to udbygninger, hvoraf den ene består af en maskinhal med værksted og en stald, mens den anden er indrettet med en stald og en garage - men I kan selvfølgelig opgradere efter lyst og behov. Måske skal der laves et træningslokale? Superhelte skal jo holde sig i form.
På grunden finder I også en dejlig have, hvorfra I har udsigt over markerne, og I kan opholde jer her ganske uforstyrret. Det vil kun være fuglesang, der bidrager med lidt musik til afslapningen på de to terrasser, hvor et stykke også er overdækket. Dertil består ejendommen af en carport, mens det også er muligt at have jeres gæster til at parkere i gårdspladsen.
I kan glæde jer til en lys bolig, med en atmosfære der er så god og venlig, at den automatisk jager alle jeres fjender væk. Her er spisestuen og stuen et samlet rum, der indbyder til afslapning efter en lang dag som verdens ypperste beskyttere, og i køkken-alrummet kan familien samles til de fælles måltider. Huset er indrettet med to værelser og et kontor, ligesom I også finder et godt badeværelse med en bruseniche. Desuden består boligen af to entreer, hvor I fra den ene har adgang til en kælder med vaskerum, viktualierum samt et disponibelt rum.
Beliggenheden er naturskøn og fredelig, men stadig kan I efter blot seks-syv minutter køre over bygrænsen til Hadsten. Her kan alle hverdagens fornødenheder tilfredsstilles med både skole, daginstitution og indkøbsmuligheder, så I er landet på det helt rette sted, når det kommer til en skøn bolig, der vil passe perfekt til en helt almindelig familie af superhelte.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.