Velkommen til Vester Hesseldal 25. En helt unik liebhaverejendom i en kategori, som sjældent udbydes til salg. Ejendommen er beliggende i smukke og idylliske omgivelser med kort afstand til Grenaa.
Allerede ved ankomsten, gennem den fredede linde alle, fornemmer man stedets herlighedsværdi. Det herskabelige stuehus er smukt placeret på grunden. Hele 297 kvm fuldmuret beboelse, som er opført af lokale håndværkere og i de bedste materialer. Arkitektonisk en fryd for øjet med de rene linjer, store vinduespartier og unikke detaljer.
Indvendigt harmonerer husets design og interiør med det ydre, i forhold til materialevalg og stil. Man bliver budt velkommen af overdækket indgangsparti og træder ind i lys og rummelig entre, hvor de smukke klinker giver et flot spil og tilfører rummet varme. Stilen føres videre i husets hjerterum - stuen med imponerende loftshøjde og kig til overetagen. Her er indbygget pejseindsats og udgang til terrasse. Køkkenet er lyst og rummeligt med bl.a. bordplader i stål og gaskomfur. Endnu en indbygget pejs gør rummet hyggeligt og charmerende.
Familien kan samles ved flere forskellige spisepladser og kommer der gæster, kan der dækkes op i den imponerende karnap, med den smukke parklignende have som udsigt. Når vejret tillader, kan der åbnes op ud til terrasse og have. Stueetagen indeholder desuden et værelse samt et fint badeværelse. Via smuk trappe kommer man til ejendommens overetage, som byder på 4 værelser, heraf 2 med walk-in, 2 badeværelser - det ene med kar og bruseplads. Lys og rummelig repos, hvor der bl.a. er mulighed for en kontorplads. Her er desuden adgang til husets store altan, hvor den smukke udsigt virkelig kan nydes.
Sælger har etableret jordvarme, som bidrager til en god varmeøkonomi. I de velholdte længer er der bl.a. gildesal og god opbevaringsplads.
Ejendommen er ideel til hestehold og indeholder i dag 2 store hestebokse. De godt 40.000 kvm jord er beliggende omkring ejendommen og består af lille skov og marker.
Her er kort fortalt en helt unik ejendom, som vi vil glæde os til at fremvise.
Denne unikke liebhavervilla er beliggende lige i udkanten af Grenaa med blot ca. 2,5 km til Grenaa bymidte, hvor der er et udvalg af indkøbsmuligheder, forretninger, caféer og restauranter. Fra ejendommen er der kun ca. 3 km til en af danmarks bedste badestrande.