Mor bestemmer, hvor vi skal bo

I over 60 pct. af tilfældene er det kvinden, der beslutter, hvor familien Danmark skal bo, viser en rundspørge blandt Nyboligs ejendomsmæglere.

Det er åbenbart ikke altid en demokratisk proces, når danske familier skal vælge deres nye bolig. I 62 pct. af boligkøbene er det nemlig familiens voksne kvinde, altså moren, der træffer beslutningen om, hvor og i hvad familien skal bo. Børnene og fædrene bestemmer i hver 8 pct. af tilfældene, mens det i de resterende 23 pct. er familiens fælles beslutning, hvor den skal bo. Det viser en landsdækkende undersøgelse, som Nybolig netop har foretaget blandt sine ejendomsmæglere.

-Vi danskere har en stærk tradition for at sætte ligestilling, kønsroller og ligeløn på dagsordenen. Med denne undersøgelse har vi nu fået en tydelig indikation fra mæglerne på, at nogle af de største beslutninger, en familie skal træffe, nemlig hvor vi skal bo, i mange tilfælde ligger hos kvinderne, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Nybolig.

Tidligere undersøgelser har vist, at det hovedsageligt er mændene, der tager sig af familiens økonomi og forhold omkring boliglån.

-Det er faktisk lidt pudsigt, at vi er så opdelt på dette punkt. Manden styrer finanserne, mens kvinden beslutter, hvad de skal bruges på. Og det gælder altså særligt for vores bolig, som formentlig er en af de største økonomiske beslutninger, vi kommer til at træffe i vores liv, siger Thomas Hovgaard.

I undersøgelsen har man også spurgt til faktorer, der får folk til at skifte bolig. Og her fordeler ejendomsmæglernes betragtninger sig således:

Hyppigste årsag til, at folk flytter:

De mangler plads: 59 pct.
De ønsker mindre plads: 17 pct.
De vil bo mere eksklusivt: 3 pct.
Skilsmisse: 14 pct.
Børn: 7 pct.

Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.