Nye boligejere er til lav risiko

Ifølge Nyboligs undersøgelse blandt boligejere betragter flertallet sig ikke som risikovillige på boligmarkedet.

Skal din bolig finansieres med fast eller variabel rente eller med eller uden afdrag? Det er de typiske spørgsmål, som boligejere løbende stiller sig selv. Men hvordan ser det ud med risikovilligheden, hvis man spørger dem, der netop har købt bolig? Ifølge en undersøgelse, som Nybolig har lavet blandt 1.200 købere i tredje kvartal 2016, er konklusionen, at de fleste faktisk ikke betragter sig selv som risikovillige.
13 pct. betragter således sig selv om risikovillige, mens 34 pct. betragter sig som delvis risikovillige. 46 pct. svarer, at de ikke er risikovillige, mens 7 pct. svarer ved ikke.
 
Ser man på fordelingen af lån hos Realkreditforeningen i tredje kvartal 2016, har lidt over 60 pct. fastforrentede lån, mens ca. halvdelen af boligejerne har valgt afdragsfrihed. 
 
-En ting er, om man objektivt set er risikovillig, hvis man vælger variable lån og afdragsfrihed, noget andet er, om den enkelte boligejer er så velpolstret, at afdragsfrihed og variable lån ikke får de store konsekvenser, hvis situationen på markedet ændrer sig, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Nybolig. 
 
I Nybolig læser man tallene som et tegn på, at danske boligejere generelt vælger lån med omtanke.
 
-Det, vi hører fra Nyboligs mæglere, er, at boligejerne generelt er meget opmærksomme og i flittigt omfang betjener sig af rådgivning, når de skal finansiere deres bolig, så det er vores fornemmelse, at langt de fleste boligejere vælger den løsning, der er mest fornuftig i forhold til deres egen situation, siger Thomas Hovgaard.
 
 
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.