30. juni 2017
Sommerhussælgere kan vejre morgenluft
Der er stadig et stykke vej til de lave salgstider før Finanskrisen, og selvom nye tal viser, at de gennemsnitslige salgstider på sommerhuse er de højeste i ti år, bør de begynde at falde, når man begynder at høste effekterne af øget sommerhusbelåning og ny planlov, vurderer Nybolig. I fire landsdele er det dog blevet hurtigere at sælge sommerhus.
Selvom farten på boligmarkedet de seneste par år er blevet højere i hele landet, gælder det dog ikke for sommerhuse, hvor salgstiderne i første kvartal er de højeste i mere end ti år. Selvom det faktisk både er blevet hurtigere at sælge sommerhuse på Fyn og på det meste af Sjælland, er den gennemsnitslige salgstid på sommerhuse for hele landet steget fra 194 dage i første kvartal 2007 til 354 dage første kvartal i år.
-Sommerhusmarkedet er fortsat utroligt polariseret, hvor nogle landsdele har tur i den, mens andre stadig venter på, at der går hul på bylden. Der er mere end 14.000 sommerhuse til salg lige nu, og ifølge en rundspørge, vi netop har foretaget blandt Nyboligs sommerhusmæglere, har halvdelen oplevet flere salg de sidste par måneder end på samme tidspunkt sidste år, siger Nyboligs relationschef, Thomas Hovgaard.
I Nybolig er man derfor overbevidst om, at den øgede sommerhusbelåning, den ny planlov og den store efterspørgsel på udlejningsmarkedet vil kickstarte sommerhussalget i 2017.
-Der er ingen tvivl om, at der er kommet mere gang i markedet nu, og det glæder vi os selvfølgelig over. Det er, som om flere nu har fået mod på at udleve deres sommerhusdrømme, som måske har været parkeret i en årrække efter finanskrisen, siger Annette Engelund, der er indehaver af Nybolig i Gilleje.
Ser man på salgstiderne over de sidste ti år, er der stadig et stykke vej ned til de 177 dage i første kvartal 2007, men udviklingen de sidste par år kunne godt tyde på, at de kan blive endnu lavere, vurderer Nybolig.
-Vi tror, salgstiderne kan blive lavere endnu, for vi har stadig til gode at se effekterne af både den øgede sommerhusbelåning den nye planlov, som alt andet lige giver større frihed til sommerhusejerne, siger Thomas Hovgaard, der også peger på de lave boligrenter som et væsentligt parameter.