Vækst i udlejling kan udløse flere sommerhussalg

Et større antal bookninger af danske sommerhus i år end i fjor kan få sommerhussalget til at stige, hvis danskerne fortsætter med at tage deleøkonomien til sig, vurderer Nybolig. Det er især flere danske og tyske feriegæster, der planlægger at holde årets sommerferie i danske sommerhuse.

Danske sommerhuse står i høj kurs for feriefolket. Ifølge Danmarks Statistiks seneste opgørelse er der registreret en fremgang i antallet af bookninger på sommerhuse for resten af 2017, som er 6,7 pct. højere end samme periode sidste år. Ved udgangen af maj måned i år var der således booket 344.600 husuger for resten af 2017.
 
Det er især i juni og september, at der er foretaget mange bookninger af danske sommerhuse, og det er fortrinsvist tyske og danske feriegæster, der har skruet op for lysten til at holde ferie i et lejet, dansk sommerhus.
 
Hos ejendomsmæglerkæden Nybolig mærker man også den øgede interesse for danske sommerhuse.
 
-For de, som overvejer at købe et sommerhus, kan den stigende interesse for at leje sommerhuse være med til at fremskynde beslutningen, fordi man med det skattefri bundfradrag på 21.400 kr. kan reducere sine udgifter med op til 2.000 kroner om måneden, siger Thomas Hovgaard, der er relationschef i Nybolig. 
 
Ifølge sommerhusudlejningsbranchen er der nemlig stadig knaphed på private sommerhuse til udlejning.
 
-Vi kan godt se en situation, hvor flere får øjnene op for, at udlejning af familiens sommerhus, kan være en udmærket ide. Vi danskere har taget deleøkonomien til os, og en højere grad af udlejning af private sommerhuse, vil jo kun tappe ind i den tendens, som vil kunne føre til et øget sommerhussalg, siger Thomas Hovgaard. 
 
Tyskerne bliver ved med at leje, når de ikke kan købe
Den danske særregel, som betyder, at udlændinge ikke kan købe bolig i Danmark, har også betydning for den øgede interesse fra tyske feriegæster, vurderer Nybolig.
 
-Der er ingen tvivl, om at så længe, tyskerne, som er den udenlandske grupper, der lejer flest danske sommerhuse, ikke kan købe danske sommerhuse, ja, så vil de fortsætte med at leje. Erfaringer viser nemlig, at folk har en tendens til at komme tilbage og holde ferie det samme sted år efter år, fortæller Thomas Hovgaard. 
 
Der er aktuelt over 14.000 danske sommerhuse til salg. 
 
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.