Din fremtidige nutid strækker sig højt mod himlen, ligger få meter fra vandkanten og lige på grænsen mellem byen og den spektakulære natur. Horisonten omfavner det hele og står klar til at tage imod dig med åbne arme - og åbne horisonter - med indflytning maj 2020. Horisontens ydre består af en treenighed af søjler med samme arkitektoniske form som de gamle cementsiloer. På charmerende vis sender Horisonten en hilsen tilbage til fortiden, mens den skuer langt ud i fremtidens horisont.
Det anerkendte arkitektfirma Arkitema står bag designet af den flotte bygning, der i 2020 vil rejse sig som det højeste bygningsværk i Aalborg på cirka 70 meter.
Her bliver der skabt 166 levende, lyse lejligheder fordelt i tre søjler med i alt 31 forskellige boligtyper at vælge fra. Alt fra den moderne singlebolig på 49 kvm. til den ultimative penthouseluksus på 236 kvm. sikrer, at der er en bolig for enhver smag, livsstil og pengepung, og at Horisonten samtidig bliver blandt de mest varierede og mangfoldige bygninger i Aalborg. Mulighed for at tilkøbe en privat parkeringsplads i terræn til kr. 125.000,00.
Der er virkelig tænkt over hver en detalje. Ude som inde. Øverst på 21. etage såvel som nederst i stueniveau. Hernede starter det hele, og det lover godt! Hver eneste dag bliver man budt velkommen i ekstraordinære omgivelser i den store hall, der ganske enestående giver følelsen af at ankomme til en eksklusiv hotelfoyer med behagelig loungestemning.
De gode stisystemer slynger sig langs vandsiden som en åben invitation til spadsereture hånd i hånd eller friske løbeture efter job. På vejen møder man blandt andet Lindholm Strandparks rekreative miljø med badelagune til børn og voksne. Fortsætter man, glider naturens stier sammen med det begyndende byliv via Kulturbroen, der fører direkte til Aalborgs nye kulturelle centrum. I modsatte retning strækker stierne sig mod Fjordparkens endeløse landskab, der giver helt utrolige muligheder.
Åbne horisonter venter på at skabe de hjemlige rammer i Horisonten.