Bolig og beliggenhed går op i en højere enhed her på Damgårdsvej 54, for begge dele er som skræddersyet til børnefamilien. I flytter til den sydlige del af Birkerød, nemlig Bistrup, hvor der er fred, ro og skøn natur lige udenfor hoveddøren. Her kan børnene vokse op i den friske luft, og jeres nye hjem placerer sig på en hyggelig villavej med gåafstand til Furesøen og tæt på Vaserne, så der er lagt op til familieudflugter i det grønne. Naturen skal I altså aldrig lede længe efter - og heller ikke de daglige gøremål, for I kan gå eller cykle til indkøb, skole, gymnasiet og S-toget, så her mangler I intet.
Naboskabet trives her på Damgårdsvej, og i nr. 54 møder I den yderst præsentable 50’er-villa, der fremstår velholdt med sin hvidpudsede facade, og så er huset løbende renoveret med nye vinduer og nyt tag - på taget er der desuden installeret solceller til strøm. Huset komplementeres samtidig af arkitekttegnede detaljer; bemærk carporten, der passer perfekt til stilen på huset, og herfra går turen videre til et imponerende indgangsparti udført i glas.
I bliver altså budt velkommen indenfor med manér, og herfra folder boligen sig ud med 152 kvadratmeter, der byder på en smagfuld indretning. Planløsningen opfylder alle børnefamiliens typiske ønsker, og I får eksempelvis både et gæstetoilet og et badeværelse, der er indrettet med klinkegulve, og herunder gemmer sig gulvvarme - sidstnævnte er en detalje, der går igen i bryggerset, hvorfra I også har direkte udgang til haven.
Med fire værelser er der god plads til alle familiemedlemmer, og på flere af værelserne kan I nyde synet af gulvene i askeparket, hvilket skaber en rød tråd til stuen, der prydes af samme flotte gulvtype. Stuen ligger i åben forbindelse med det pæne, velholdte HTH-køkken, så I får ét stort leverum, hvor det er nemt at forestille sig tilværelsen udspille sig med både hyggestunder og festlige fødselsdage.
Skulle I drømme om endnu mere plads, er det muligt at bygge til mod vest, men før I slipper fantasien løs, kan I se nærmere på de skønne bonuskvadratmeter, der venter jer i udestuen. Hele facaden består af vinduespartier, så lyset strømmer indenfor, og der er skabt en flydende overgang mellem ude og inde; her kan eftermiddagskaffen nydes med udsigt til den herlige have.
Fra udestuen åbner skydedøren op til sommerens opholdsrum, nemlig den 50 kvadratmeter store, sydvendte fliseterrasse, hvor I sidder helt ugeneret med udsigt til rododendronbuske i fuldt flor. I haven kan I også forsyne jer med alt fra hindbær til friske krydderurter og hjemmedyrkede asparges, som kan indgå i aftenens sommermenu. Når haven skal passes, har I desuden mulighed for at låne redskaber fra grundejerforeningen - det kræver blot et medlemskab.
Kort fortalt, her har I fundet den skønneste kulisse for de næste mange år!
Du er altid velkommen til at ringe til os på tlf. 4516 1200 eller sende en mail hvis du har spørgsmål. Du har også mulighed for at deltage i et af vores åbent hus arrangementer.
Går du i salgstanker er du naturligvis også velkommen til at kontakte os, for en aftale om en uforpligtende og gratis salgsvurdering.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.