Her på Svingels Allé 31 finder du en ejendom, der står i en nydelig og velholdt stand. Du kan derfor flytte direkte ind i etplansvillaen, der ud over lyse rum og en familievenlig planløsning også byder på gode bonuskvadrater, hvor såvel familiens vognpark som pladskrævende sysler og hobbyer får meget fine forhold. Det er ikke kun selve ejendommens fine beskaffenhed, det er værd at hæfte sig ved. Adressen er også et positivt bekendtskab. Du får bopæl i den nordligste del af byen, og du skal derfor ikke bevæge dig langt for at have udsigt over åbne marker. Er der hund i familien, er det værd at bemærke, at der heller ikke er langt til den nærmeste indhegnede hundeskov, og som vejnavnet indikerer, ligger Svingelens grønne rammer også ganske tæt på - for enden af vejen og dermed blot få minutters gang fra hoveddøren.
Villaen er opført i 1966 og byder på 162 m2 bolig, som suppleres af yderligere 30 m2 stor garage. Grunden er på tilsvarende vis af en ganske gavmild karakter med sine 1.125 m2, og med placering på sydsiden af vejen er pladsen her disponeret således, at du får en komplet ugeneret baghave mod syd, og også forhaven er ganske velafskærmet og privat.
Planløsningen byder på to indgange: En klassisk entré, som fører videre til opholdsafdelingen, og et stort indgangsareal, der samtidig fungerer som bindeled mellem selve boligen og afdelingen med garage og hobbyrum. Fra dette gangareal er der også udgang til terrassen i baghaven, og rummet har så god en størrelse, at det ud over eksempelvis overtøj, sko og støvler også har plads til sagtens at kunne benyttes til legeareal for børnene.
Boligens opholdsafsnit består af et spisekøkken med åben forbindelse til stuen. I stuen får du masser af lys ind gennem store vinduespartier. Der er brændeovn og varmepumpe til at supplere med både hygge og varme. Og endelig er der dobbelte terrassedøre ud til terrasseområdet i baghaven. Værelsesafsnittet rummer et nydeligt brusebadeværelse og to børneværelser samt et større forældresoveværelse, der er udstyret med vinduespartier i hele rummets bredde ud mod havens grønne rammer. Stort hobbyrum, som kan anvendes til et væld af formål.
Med solceller på taget er der næsten ingen varmeudgifter, så brændeovnen bruges kun til hyggen. Kontakt os for en nærmere præsentation.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.