Denne ejendom ligger i smukke landlige omgivelser med udsigter ud over de langstrakte marker, og alligevel er der kun 500 meter til Hyllehøjskolen, hvor der står skolepatrulje og under 2 km til Rema1000, så her kan drømmen om livet på landet udleves uden at man skal gå på kompromis med afstanden til byen. Området er ligeledes kendetegnet med den korte afstand til de mange gode strande, der ligger ved bl.a. Føns og Svenstrup Strand.
Ejendommen er beliggende med ca. 6.500 m² stort jordtilliggende omkring sig. Jorden er ideel til hestehold, da jorden grænser direkte op til staldbygningen. Ejendommen er ugenert beliggende for enden af blind vej.
Boligen rummer et boligareal på 164 m² + kælder på 106 m². Derudover hører der en lejlighed på 75 m² med til ejendommen. Denne er indrettet i en af sidebygningerne.
Boligen indeholder: Rummelig entré med trappe til 1. salen. Stor stue med mange gode muligheder for indretning. Spisestuen er i direkte forbindelse med tv-stuen, adskilt af dobbelt fransk dør. Køkkenet fremstår i en normal og pæn stand. Herfra udgang til den rummelige have samt terrasse. Fra køkkenet er der ligeledes adgang til soveværelset. Via køkkenet er der adgang til baggangen med stort viktualierum/koldrum. Fra baggangen er der ligeledes nedgang til den rummelige kælder. Her finder du fyrrum (pillefyr), vaskerum, gæstetoilet samt flere disponible rum. Kælderen fremstår tør og med en normal loftshøjde.1. salen er indrettet med pænt badeværelse med brus, vask i arrangement samt toilet. Derudover indeholder 1. salen 4 værelser.
Til boligen hører som nævnt en lejlighed, som er godkendt til beboelse. Denne rummer et areal på 75 m² og er indrettet med følgende: Lille entré, stue i åben forbindelse med køkkenet, badeværelse samt værelse. Ideel til udlejning eller teenagebolig. Til ejendommen hører gode udhusbygninger. Disse er indrettet som henholdsvis garage/værksted samt udhus med hestebokse.
Foruden den tilhørende jord, så fremstår ejendommen med en dejlig have. Denne er udlagt i græs med forskellige bede.
Denne ejendom er et godt bud på en bolig til jer, der er en stor familie, som gerne vil give familien gode trygge rammer at udfolde familielivet i.