Nyboligs tanker om boligmarkedet 2021
Det er let at spå om fremtiden, men straks sværere at få ret i sine forudsigelser. Det lærte mange af os på den hårde må i 2020, da vi blev ramt af en pandemi. Dog blev 2020 mod forventning et rekordernes år, hvor flere end 100.000 bolighandler blev gennemført.
Men en anden rekord blev også sat, og det er det lave udbud, som i skrivende stund er på godt 41.000 boliger, og det er netop den rekord, som jeg tror kommer til at definere i hvert fald første halvår af 2021. For med et så lavt udbud og en stadig pæn efterspørgsel vil der typisk ske det, at priserne vil stige. Sådan er markedets lov alt andet lige, som økonomerne siger. Men den udvikling kan også være med til at øge udbuddet, fordi de stigende priser tilskynder flere til at realisere deres friværdi.
- Peter J. Mattsen, Adm. direktør, Mægler