Ny planlov vil booste sommerhus-salget

14. juni - 2016

Den nye planlov, som betyder, at landets pensionister kun skal eje et sommerhus et år for at bruge det som helårsbolig, vil sætte skub i sommerhussalget, vurderer Nybolig.

Det bliver lettere at gøre sommerhuset til en helårsbolig, da man nu kun skal have ejet sit sommerhus et år mod tidligere otte år. Det er resultatet af den nye planlov, som Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative netop har vedtaget.
Hos ejendomsmæglerkæden Nybolig er der ingen tvivl om, at den nye planlov vil sætte skub i sommerhussalget.

-Når man som pensionist kun skal have haft sit sommerhus i et år, før man kan flytte ind i det og bruge det som helårsbolig, betyder det, at mange af de sommerhuse, som ligger i halve og hele år, nu pludselig kan blive solgt langt hurtigere end før, hvor man skulle vente i otte år eller søge en dispensation, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Nybolig.

Ifølge Nybolig vil den kortere periode, man skal have ejet huset, ikke nødvendigvis skubbe til salgspriserne.

-Vi kan ikke forestille os, at priserne vil stige, slet ikke i første omgang. Først og fremmest betyder det her, at der vil komme et tiltrængt skub i sommerhusmarkedet, særligt i yderområderne, og det er lige præcis, hvad der er brug for derude, siger Thomas Hovgaard.