Nybolig: Boligkøbere er økonomisk ansvarlige

4. november - 2016

Danske boligejere sparer op i stor stil eller har allerede pengene, når de skal lægge fem procent til udbetaling.  Ifølge Nybolig er boligen mere en investering i livskvalitet end i økonomi.

For at dæmme op for fremtidige boligbobler indførte regeringen for godt et år siden et krav om, at man som boligkøber selv skal stille med 5 pct. af udbetalingen kontant. Tanken bag kravet er, at boligkøbere skal have en solid økonomi for at blive boligejere og ikke basere hele boligen på lån.

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig netop har foretaget blandt 1.100 nyslåede boligejere, tyder alt på, at politikerne intet har at frygte. Danske boligejere er nemlig yderst ansvarlige.
Således svarer mere end halvdelen, at de selv sparede op til udbetalingen, mens godt 30 pct. brugte friværdien fra en tidligere bolig. De sidste tyve procent lånte enten til udbetalingen af venner, familie, fik pengene foræret eller lånte dem i et sekundært pengeinstitut.  

Direktør i Nybolig, Lene Qvist er ikke overrasket over de danske boligejeres høje økonomiske ansvarlighed.

-De fleste boligkøbere kommer jo fra en anden ejerbolig, hvor de typisk har afdraget og dermed har friværdi, som de med fordel kan bruge som udbetaling, derfor vil de fem procent ikke være det store problem for ret mange, siger Lene Qvist.

Ifølge Lene Qvist er de fleste klar over, at der følger et stort ansvar med titlen som boligejer, derfor vil evnen til at spare penge op ikke ligge fjernt fra folk med en boligejer i maven.

-Der er stor forskel på at være lejer og ejer. Som ejer skal man være i stand til selv at klare alt fra svingende konjunkturer til uforudsete udgifter til vedligeholdelse. Så det er en fin lakmusprøve, hvis man er i stand til at lægge lidt ekstra til side til den dag, man står og har brug for de ekstra penge, for med en ejerbolig sidder du selv med hele ansvaret. Du kan ikke bare ringe til viceværten eller udlejeren, hvis du har problemer siger Lene Qvist.

Bolig er en investering livskvalitet
I Nybolig spørgeskemaundersøgelse er der blandt de nyslåede boligejere en meget lav forventning om en forestående finanskrise. Den vurdering deler Lene Qvist. Hun mener, at boligmarkedet er blevet meget klogere de sidste ti år.

-Formålet med fem-procentreglen var at forhindre boligbobler, fordi man gerne ville undgå, at der blev spekuleret i fast ejendom for lånte penge, som vi desværre så op til Finanskrisen. Jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til det danske boligmarkeds fremtid. Alle har lært af fortiden, og vi betragter i dag i langt højere grad vores bolig som en investering i livskvalitet end i økonomi, siger Lene Qvist.