Denne nydelige villa præsenterer sig med en fremragende beliggenhed i Aars tæt på alle hverdagens fornødenheder. Boligen er veldisponeret og undergik i 2010 en totalrenovering, hvor kun spær, tag og ydervægge stod tilbage. Resultatet er et fortrinligt hjem velkommen til Kong Haralds Vej 15.
Med nøglerne til ejendommen kan I se frem til et gennemført hjem, hvor der med al tydelighed er lagt stor vægt på gode materialer og en konsistent indretning, hvorved en rød tråd løber gennem hele huset. Beboelsesarealet opmåles til 208 kvadratmeter.
Centralt i boligen finder I det sammenhængende køkken- og stuerum. Her strømmer lyset i rå mængder ind ad de loftshøje, sydvendte glaspartier og bidrager til den luftige og lyse atmosfære. Køkkenet er arrangeret med hvide fronter samt en nydelig bordplade, og det skorter bestemt ikke på hverken bord- eller skabsplads takket være den behændige U-konfiguration af elementer.
Fra stuen er der forbindelse til et meget anvendeligt multirum, der ligeledes tjener som bindeled mellem henholdsvis et nydeligt badeværelse med brus og fire store værelser. Tilsvarende tilgås herfra det oplagte forældresoveværelse, der har tilknyttet et badeværelse med kar og brus.
I hele boligen er der indlagt gulvvarme, og en af de måder, hvorpå den vellykkede totalrenovering kommer til udtryk, er ved de gennemgående bambusgulve, der på strategiske steder afløses af brasilianske skiferklinker.
Umiddelbart foran stuen er der opført en skøn, sydvendt træterrasse, der smyger sig i hele husets bredde, og haven er velanlagt med blandt andet græsplæne og krogede, gamle træer.
Beliggenhedsmæssigt er ejendommen helt i top, og I har nem adgang til de veludviklede stisystemer, der fører til skolen og hallen. Alle byens faciliteter ligger i gåafstand, og da huset er placeret for enden af en blind vej, kan børnene sikkert lege med de mange kammerater fra kvarteret.
Ring for en fremvisning.
Kontakt os og få en gratis salgsvurdering, så ved du hvad din bolig er værd.
Få en gratis salgsvurderingSe hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse