Fritidshuset her på Golfsvinget 26 ligger i den vestligste del af resortet – ovenikøbet lidt oppe ad en skråning. Her er derfor afskærmet og ugeneret, du får masser af grønt at nyde synet over marken bag huset mod vest, og til den anden side mod øst er der et godt kig ud over området og vandområdet.
Selve huset er nydeligt indrettet og holdt i en rigtig fin stand, hvor det bl.a. kan nævnes, at det er malet i juni 2020 - så det er lige til at overtage og rykke ind i. Planløsningen er gennemtænkt, og pladsen er veludnyttet med mulighed for flere sovepladser. I stueplan får du en rummelig stue med terrasseudgang, et køkken samt et nydeligt badeværelse med klinker i brusenichen. På første sal er der to rummelige soveværelser, hvor kiploftet bidrager med en hyggelig atmosfære.
I begge plan er der gode opbevaringsmuligheder med god skabsplads, og det samme gælder udenfor på de to terrasser. Terrasserne er derudover begge velafskærmede og med baldakiner, så du under private forhold let kan finde såvel sol og læ som sval skygge. Her finder I ligeledes et fint isoleret anneks med både lys og varme.
Fra huset kan du skyde genvej over mod resortets centrale hovedbygning, hvor der blandt andet er restaurant og indkøbsmuligheder. På vejen derover krydser du golfbanen, og det kan således ikke blive meget nemmere at komme ud på græs, når golfskoene er snøret, og kursen er sat mod dagens første tee på hul 1.
Her er nu også særdeles fine muligheder og faciliteter, hvis du vil give køllerne en pause en dag, men du stadig gerne vil forkæle dig selv og dine gæster med velvære og aktiviteter. Her er selvsagt spa, og der er også svømmehal, lige så vel som du kan bowle og benytte fitnesscentret. Her er sågar et lokalt pizzeria, hvor du kan tage pizzaen med to-go, hvis den skal nydes hjemme på terrassen. Du kan også gøre den til en del af en hyggelig picnic nede ved Sjørup Sø.
Mulighederne er under alle omstændigheder mange, og her er skønt på alle måder. Kom selv med og se – book en fremvisning allerede i dag.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.