Spring til hovedindhold

Persondatapolitik for Nybolig

Nybolig-kæden består af en række selvstændige juridiske enheder med eget cvr nr. Det er den enkelte ejendomsmægler forretning, som er dataansvarlig. Kontakt omkring privatlivspolitikken skal ske til den enkelte mæglerforretning. Find den enkelte forretning her.

Vi har fastsat denne privatlivspolitikpolitik, for at kunne fortælle dig, hvordan vi indsamler, behandler og opbevarer dine personoplysninger, når du er i kontakt med os og aftager vores ydelser, hvad enten det er på vores hjemmeside, i et kundeforhold eller efter en sag er afsluttet.

Vi har et tæt samarbejde med Nykredit Mægler A/S (”Nykredit Mægler”), som ejer Nybolig-brandet, og stiller en række services til rådighed for den enkelte Nybolig ejendomsmæglerforretning. Nykredit Mægler indsamler og behandler personoplysninger om dig, når du tilmelder dig Nyboligs nyhedsbrev. Det er også Nykredit Mægler, der sætter cookies på nybolig.dk og indsamler og behandler dine personoplysninger i den henseende. Du kan læse nærmere om Nykredit Mæglers behandling af personoplysninger her.

Vi respekterer dit privatliv og dine rettigheder til at beskytte dine personoplysninger. Derfor vil vi sikre lovlig, rimelig og gennemsigtig behandling af dine oplysninger, uanset hvorfra og hvorfor vi har modtaget dine oplysninger.

Personoplysninger er alle oplysninger om en person, der kan identificeres. Det være sig oftest for- og efternavn, adresse, e-mailadresse, telefonnummer, og kontaktoplysninger i øvrigt, uanset om det er kontakt til dig privat eller på din arbejdsplads.

Vi behandler dine personoplysninger for at kunne levere den service og de ydelser, som du vælger at aftage hos os, om det er på vores hjemmeside eller i vores fysiske butik(ker).
Vi indsamler de almindelige personoplysninger, der er nødvendige i vores relation til dig, og nødvendige for at optimere vores hjemmeside og vores ydelser i øvrigt.

  • Når du benytter vores hjemmeside, herunder bestiller vurdering, fremvisning, henter salgsmateriale eller tilmelder dig vores køberkartotek, indsamler vi dine kontaktoplysninger, herunder navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse.

    Hvis du ikke efterfølgende indgår i en yderligere relation med os, opbevares dine oplysninger som udgangspunkt i 1 år fra seneste kontakt.

  • Når du indgår i et kundeforhold med os, herunder sætter din ejendom til salg, køber en ejendom, vi har til salg, eller aftager vores rådgivningsydelser, har vi behov for yderligere oplysninger afhængig af situationen. Du får yderligere oplysning om vores persondatabehandling i disse situationer.

    Hvis du ikke efterfølgende indgår i en anden relation med os, opbevares dine oplysninger som udgangspunkt i 10 år fra kundeforholdets afslutning.

  • Når du besvarer vores tilfredshedsundersøgelser, behandler vi din besvarelse for at kunne analysere og lave statistik af kundetilfredsheden. Hvis du har givet dit samtykke til det, kan vi offentliggøre hele eller dele af din besvarelse på vores hjemmeside i markedsføringsøjemed.

    Disse oplysninger opbevares i en periode på 12 måneder, eller indtil du trækker dit samtykke tilbage, hvorefter de slettes.

  • Når du tegner forsikring hos Codan gennem os, behandler vi oplysninger om, at du har tegnet forsikring hos Codan mv. for at kunne afregne provision med Codan. Vi bruger også disse oplysninger til statistik og intern performanceoptimering.

    Disse oplysninger opbevares i op til 5 år plus indeværende år, fra forsikringen er tegnet.

  • Når du kontakter os direkte i andre situationer, behandles dine kontaktoplysninger i vores telefon- og/eller IT-systemer.

    Disse oplysninger opbevares i op til 5 år plus indeværende år, for at vi kan dokumentere kommunikationen.

  • Hvis du ikke efterfølgende indgår i en yderligere relation med os, opbevares dine oplysninger i op til 10 år fra seneste kontakt, afhængigt af kontaktens karakter.

  • Hvis vi undtagelsesvis har behov for at indsamle følsomme personoplysninger, sker dette ikke uden dit samtykke.

  • Vi behandler også personoplysninger om dig, når du søger et job hos en af vores Nybolig-forretninger. Omfanget af oplysninger afhænger af, hvad du sender til os ifm. ansøgningen, men inkluderer typisk kontaktoplysninger og dit CV, som vi behandler for potentielt at kunne tilbyde dig ansættelse.

Hvis du bliver ansat, vil oplysningerne indgå i den almene personaleadministration hos den relevante Nybolig-forretning. Hvis du modtager et afslag, vil oplysningerne blive opbevaret i højest 6 måneder i dokumentationsøjemed, før de bliver slettet, medmindre du har samtykket til, at vi må opbevare oplysningerne længere for evt. at kunne tilbyde dig ansættelse i en anden stilling. Dette samtykke kan administreres på www.nybolig.dk/karriere. Såfremt du samtykker til denne behandling, vil dit CV med tilhørende oplysninger blive opbevaret i en CV-database, hvor øvrige Nybolig-forretninger end den, du oprindeligt søgte, kan tilgå oplysningerne for evt. At kunne tilbyde dig ansættelse i en anden stilling. Nykredit Mægler kan også tilgå oplysningerne i databasen af administrative årsager.

Du kan til enhver tid få indsigt i de oplysninger, vi behandler om dig ved at kontakte os.

Vi videregiver dine personoplysninger til Nykredit Mægler A/S, til andre virksomheder indenfor vores kædesamarbejde, til vores øvrige samarbejdspartnere og Boligsiden A/S.
Herudover kan vi videregive dine personoplysninger til offentlige myndigheder, hvis det kræves af lovgivningen.

Vi videregiver kun dine personoplysninger til brug for markedsføring overfor dig med dit samtykke eller hvis vi forfølger en berettiget legitim interesse. Du kan til enhver tid frabede dig markedsføring fra os eller vores samarbejdspartnere ved at kontakte os.

Hvis dine personoplysninger videregives til tredjelande, vil du blive oplyst om dette.

Når du får oplysning om, at andre dataansvarlige virksomheder behandler dine personoplysninger, skal du være opmærksom på, at de ikke nødvendigvis har samme Privatlivspolitik og persondatabehandling som os.

Grundlaget for behandling af dine personoplysninger

Vi behandler dine personoplysninger i forbindelse med, at:

  • du har indgået eller overvejer at indgå en aftale med os, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b.

  • vi er retligt forpligtede til det, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c, eller det følger af lovgivningen, jf. databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 1, i henhold til bl.a. hvidvasklovgivningen, bogføringsloven eller databeskyttelsesloven.

  • det er nødvendigt for, at vi eller vores samarbejdspartnere kan forfølge en legitim interesse, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f. De legitime interesser vi forfølger er bl.a. vores interesse i at forebygge og opklare kriminalitet, vores markedsføringsinteresse og vores interesse i at målrette det materiale, som vi udsender, samt vores interesse i at optimere vores interne processer, produkter og ydelser, så vi kan tilbyde dig den bedst mulige rådgivning. Du har til enhver tid ret til at gøre indsigelse mod denne behandling af dine personoplysninger. Du kan få nærmere oplysninger om afvejningen af vores legitime interesser ved at rette henvendelse til os.

  • du har givet os samtykke til at behandle dine personoplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a.

Vi indsamler dine personoplysninger fra dig. Herudover kan vi modtage oplysninger om dig fra andre. Hvis dette er tilfældet, vil du få oplysning om dette ved vores første kontakt herefter. Den nævnte oplysning kan blive givet ved en henvisning til denne Privatlivspolitik.

Vi sikrer dine personoplysninger ved både tekniske og organisatoriske foranstaltninger. På den måde beskytter vi dine oplysninger mod hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, tab, ændring eller uautoriseret videregivelse eller adgang.

Vi kan løbende ændre denne Privatlivspolitik, og forbeholder os ret til dette, fordi vi løbende vil sikre, at vi opfylder kravene til korrekt behandling af dine personoplysninger.

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os.

  • Ret til at se oplysninger (indsigtsret)
    Du kan få indsigt i, hvilke personoplysninger vi behandler om dig, hvor de stammer fra, hvor længe vi opbevarer dem, og hvad vi bruger dem til. Du kan også få oplyst, hvem der får personoplysninger om dig, hvilke personoplysninger vi kan give videre hvornår og til hvem. Din indsigt kan dog være begrænset af lovgivning, hensynet til andre personers privatlivsbeskyttelse og hensynet til vores forretningsgrundlag og forretningspraksis, ligesom at vores know-how, forretningshemmeligheder samt interne vurderinger og materiale kan være undtaget fra din ret til indsigt.

  • Ret til berigtigelse (rettelse).
    Hvis dine personoplysninger er urigtige eller ufuldstændige, har du ret til at få oplysningerne rettet, med de begrænsninger der følger af lovgivningen.

  • Ret til sletning
    Du har ret til at få personoplysninger om dig slettet, med de begrænsninger der følger af lovgivningen, f.eks. hvis vi er forpligtet til at opbevare oplysningerne i henhold hvidvaskloven eller bogføringsloven, eller hvor behandlingen sker som led i fastlæggelse af et retskrav.

  • Ret til begrænsning af behandling
    Du har i visse tilfælde krav på, at vi begrænser brugen af dine personoplysninger til opbevaring. Har du f.eks. ret til at få dine personoplysninger slettet, kan du i stedet anmode om, at vi begrænser brugen af dine personoplysninger til opbevaring. Bemærk, at begrænsningen ikke afskærer os fra at gøre brug af personoplysningerne, hvis det er nødvendigt for at gøre et retskrav gældende, eller hvis du har givet dit samtykke.

  • Ret til at gøre indsigelse
    Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores behandling af dine personoplysninger. Du kan f.eks. til enhver tid gøre indsigelse mod, at vi bruger dine personoplysninger til direkte markedsføring.

  • Ret til at transmittere oplysninger (dataportabilitet)
    Hvis vi behandler personoplysninger på baggrund af dit samtykke eller som følge af en aftale, og behandlingen sker automatisk, har du ret til at få de personoplysninger, som du selv har givet os, udleveret i et elektronisk format.

  • Ret til tilbagekaldelse af samtykke
    Du kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke, som du har givet til os. Du kan f.eks. til enhver tid bringe videregivelse af personoplysninger, der kræver dit samtykke, til ophør ved at tilbagekalde det samtykke, du har givet os. Hvis du vælger at trække dit samtykke tilbage, påvirker det ikke lovligheden af vores behandling af dine personoplysninger på baggrund af dit tidligere meddelte samtykke og op til tidspunktet for tilbagetrækningen. Hvis du tilbagetrækker dit samtykke, har det derfor først virkning fra dette tidspunkt.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.

Har du spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, eller ønsker du at tilbagekalde dit samtykke eller at gøre brug af dine rettigheder, er du altid velkommen til at kontakte din Nybolig ejendomsmægler forretning. Find den enkelte forretning her:

Du har ret til at indgive en klage til os eller Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Kontakt din Nybolig ejendomsmægler forretning her eller 

Datatilsynet
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
Telefonnummer 33 19 32 00
dt@datatilsynet.dk

Nybolig opdaterer denne Privatlivspolitik om vores behandling af personoplysninger med jævne mellemrum. Denne Privatlivspolitik er gældende fra september 2025 og erstatter den Privatlivspolitik, som du tidligere har fået.

Vi orienterer dig om det, hvis vi ændrer væsentligt i denne Privatlivspolitik. 

 

Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.