Mulighed for erhverv, gårdbutik eller andet.
I idylliske omgivelser nær Hjørring finder I dette nedlagte landbrug med en separat bygning på 70 m2, der kan anvendes til erhverv. Huset opvarmes af fjernvarme og emmer af charme, samtidig med at her er en lys atmosfære til familielivet. Hele herligheden ligger på en stor grund på 9.001 m2 med en parklignende have, en garage, en stald og en lade.
Det naturskønne område giver tid til ro og fordybelse, og så bor her mange børnefamilier. Der er omkring tre kilometer til Hjørring, hvor I finder indkøbsmuligheder, dagtilbud og Lundegård Skole. Centrum frister med et levende butiksliv, gode spisesteder og her ligger også Hjørring Station.
Hjemme på matriklen kan I se frem til den store, parklignende have, som er nem at holde. Her er mange hyggelige kroge, hvor solen kan nydes. Den enorme terrasse er orienteret perfekt mod vest og indbyder til afslapning.
Den separate bygning er registreret til erhverv, men kan også anvendes til festlige begivenheder.
Dertil kommer en garage, en stald og en lade, som eventuel kan indrettes til heste, hvis det er en interesse.
Huset præsenterer sig moderne, men samtidig er den landlige stil og atmosfære bevaret. Det kommer blandt andet til udtryk i det rummelige køkken med hvide, udskårne elementer, vitrineskabe og masser af plads til madlavning og middage rundt om spisebordet. Fine, franske døre leder ind til stuen, hvor I vil bemærke den rustikke murstensvæg bag brændeovnen, som spreder ekstra hygge og varme. Fra stuen har I udgang til en sydvendt terrasse, mens der i forlængelse ligger et værelse med videre adgang til et værelse og et pænt badeværelse. Den resterende del af stueplanet råder over et praktisk bryggers og et gæstetoilet. Første sal byder på to dejlige værelser med loftsbjælker og kipført loft. Her er der mulighed for at lave yderligere opdeling med flere værelser hvis det ønskes.