Spring til hovedindhold

Danmark flytter

Hovedkonklusioner

Hver femte overvejer at flytte inden for det næste år

20 % af danskerne overvejer at flytte inden for de næste 12 måneder. Blandt 18-29-årige gælder det 45 %. Derudover er 16 % af danskerne er flyttet inden for de seneste 12 måneder. 

Mere plads driver flyttedrømmen, men boligprisen sætter rammerne

Ønsket om en større bolig er den hyppigste grund blandt dem, der er flyttet inden for de seneste 12 måneder (26 %). Når danskerne overvejer en potentiel flytning, peger 48 % på boligens pris som et af de vigtigste forhold. Kun 5 % har skoler og daginstitutioner blandt de tre vigtigste forhold.

Boligmarkedet sætter især yngre voksnes boligplaner på pause

30 % siger, at boligmarkedet har påvirket deres boligplaner de seneste fem år. Blandt de 18-35-årige gælder det 53 %.

Boligprisen er vigtigst i det meste af landet, men i Nordjylland kommer pladsen først

I Hovedstaden, på Sjælland, i Syddanmark og i Midtjylland er boligens pris den vigtigste faktor, når de adspurgte vælger eller overvejer at flytte. I Nordjylland er boligens størrelse derimod vigtigst, mens prisen kommer på andenpladsen.

Mænd prioriterer oftere pris og plads, mens kvinder oftere vægter tryghed og nærhed

Mænd lægger oftere vægt på boligens pris og størrelse, mens kvinder oftere vægter månedlige boligudgifter, tryghed og nærhed til familie og venner. Når der skal indgås kompromiser, vil mændene mindst gå på kompromis med boligens størrelse (18 %), mens kvinderne især vil fastholde nærheden til familie og venner (14 %).

Hver femte dansker overvejer at flytte det næste år

Er du en af dem, der drømmer om et nyt hjem? Du er ikke alene. Undersøgelsen viste, at 20 % overvejer at flytte inden for de næste 12 måneder.

Det gælder særligt de unge. Blandt 18-29-årige svarer 45 %, at de overvejer at flytte inden for det kommende år.

16 % af danskerne er flyttet inden for de seneste 12 måneder. Procenten er højst blandt de 18-29 årige (39 %) og generelt mindst i Region Sjælland (12%).

For dem, der er flyttet inden for de seneste 12 måneder, er ønsket om mere plads den mest udbredte årsag. 26 % svarer, at de flyttede, fordi de ønskede en større bolig.

Blandt 30-39-årige er ønsket om en større bolig særligt tydeligt. Her svarer 43 %, at det var den vigtigste årsag til at flytte. 

Boligmarkedet har påvirket boligplanerne for især yngre voksne

30 % af danskerne svarer, at boligmarkedet har påvirket deres boligplaner de seneste fem år. Blandt de 18-35-årige gælder det 53 %.

Blandt de respondenter, der svarede, at boligmarkedet har påvirket deres planer, har 30 % udskudt at købe bolig, 28 % udskudt at flytte, og 18 % bor til leje længere end planlagt.

Der er også regionale forskelle. I Midtjylland svarer 23 %, at de bliver boende længere til leje på grund af forhold på boligmarkedet. Det gælder 9 % i Nordjylland.

Boligprisen er det forhold, flest vægter ved en potentiel flytning

Når danskerne overvejer at flytte, peger 48 % på boligens pris som et af de vigtigste forhold. Blandt de 30-39-årige gælder det 62 %.

Prioriteringerne varierer på tværs af alder. 21 % af de 18-29-årige har tryghed i området blandt nogle af de vigtigste forhold, når de overvejer at flytte. Blandt de 60+-årige gælder det 14 %.

Skoler og daginstitutioner fylder relativt lidt i flytteovervejelserne. 5 % har dem blandt de tre vigtigste forhold ved en potentiel flytning.

Når økonomien presser, er boligens størrelse det kompromis, flest vil indgå

Når boligen skal passe til budgettet, er størrelsen det kompromis, flest er villige til at indgå.

29 % af respondenterne svarer, at de vil gå på kompromis med boligens størrelse. Derefter følger muligheden for hjemmekontor (24 %) og gode skoler og daginstitutioner (23 %).

Men der er også grænser for, hvad vi vil give afkald på i den næste bolig. Boligens stand er det forhold, flest vil have sværest ved at gå på kompromis med (15 %), efterfulgt af boligens størrelse (14 %) og afstanden til venner og familie (11 %).

Boligprioriteterne ser forskellige ud på tværs af landet

Boligens pris er højest prioriteret blandt de adspurgte i Hovedstaden, på Sjælland, i Syddanmark og i Midtjylland, når de vælger eller overvejer at flytte. De samlede månedlige boligudgifter ligger på andenpladsen i alle fire regioner.

I Nordjylland er boligens størrelse højest prioriteret, mens boligens pris kommer på andenpladsen. De samlede månedlige boligudgifter følger derefter som den tredjevigtigste faktor.

De regionale forskelle ses også længere nede på prioriteringslisten. På Sjælland er afstanden til familie og venner blandt de fem vigtigste forhold. I Hovedstaden, Syddanmark og Midtjylland er tryghed i området blandt de fem vigtigste faktorer. I Nordjylland er adgang til butikker og daglige funktioner blandt de fem vigtigste forhold.

Mænd og kvinder prioriterer forskelligt i deres nuværende og næste boligsituation

Der er tydelige forskelle på mænd og kvinders prioriteringer i deres nuværende boligsituation, deres flytteårsager og de forhold, de vægter ved en potentiel flytning.

43 % af kvinderne bor til leje, sammenlignet med mændene, som er på 34 %. Omvendt bor 62 % af mændene i ejerbolig, sammenlignet med kvinderne, som er på 50 %.

Forskellene ses også blandt dem, der er flyttet inden for de seneste 12 måneder. En tredjedel (33 %) af mændene svarer, at de flyttede, fordi de ønskede en større bolig. Dette gælder 21 % af kvinderne. Kvinderne er til gengæld oftere flyttet på grund af nyt job eller uddannelse (14 % mod 3 %).

Når mænd og kvinder vurderer, hvilke forhold der er vigtige ved en potentiel flytning, peger begge grupper ofte på boligens pris. Det gælder 52 % af mændene og 45 % af kvinderne. Mænd prioriterer også oftere boligens størrelse (44 % mod 32 %).

Kvinder lægger derimod oftere vægt på afstanden til familie og venner (22 % mod 11 %), afstanden til arbejde eller uddannelse (17% mod 13 %) og tryghed i området (21% mod 15%). 

Boligdrømme formes af livet, ikke kun af markedet

- Et boligskifte er sjældent kun et spørgsmål om at købe eller sælge. Det handler ofte om, at livet har ændret sig: Familien er blevet større, hverdagen ser anderledes ud, eller ønsket om at bo tættere på dem, man holder af, fylder mere. Tallene viser, at økonomien sætter rammerne for mange, men de viser også, hvor forskellige vores boligdrømme er. Det er netop derfor, den personlige og lokale rådgivning betyder så meget.

Tina Hedegaard, kædedirektør i Nybolig

Om undersøgelsen

Undersøgelsen Danmark flytter er udarbejdet af Nybolig. Dataindsamlingen er gennemført af analyseinstituttet Bilendi i september 2026 blandt 1.500 danskere i alderen 18+ år.

Undersøgelsen er nationalt repræsentativ og er sammensat, så den afspejler befolkningen på tværs af blandt andet køn, alder og region.

Flere spørgsmål er multiple choice, hvorfor procenter i nogle tilfælde summerer til mere end 100 %. Vi har desuden rundet op fra decimaltal.

Indlæser...