Markedsupdate: 2025 var blandt de mest aktive år nogensinde
I alt blev der gennemført 100.294 bolighandler i 2025. Det gør året til det tredje mest aktive år, siden Boligsiden begyndte at føre sammenlignelig statistik i 2011. Kun årene 2020 og 2021 – præget af coronaperiode og ekstraordinært lav rente – har haft et højere aktivitetsniveau. Det viser tal fra Boligsiden.dk som Nybolig har dykket ned i.
Sammenlignet med 2024 er antallet af handler steget med 17 procent. Ser man længere tilbage, ligger aktiviteten i 2025 29 procent over niveauet i 2023 og hele 36 procent over 2022. Det peger på en markant styrkelse af boligmarkedet, hvor flere købere igen har haft både lyst og mulighed for at realisere boligdrømmen.
Lejlighedssalget sætter tempoet i de største byer
Ejerlejlighederne spillede en central rolle for aktiviteten i 2025. På landsplan blev der solgt 21.297 ejerlejligheder, hvilket er det næsthøjeste antal nogensinde.
Særligt i de to største byer blev der sat nye rekorder. I København Kommune blev der solgt 7.403 ejerlejligheder, mens der i Aarhus Kommune blev gennemført 2.558 handler. Det svarer til en stigning på henholdsvis 22 procent i København og hele 62 procent i Aarhus sammenlignet med 2024.
Den høje aktivitet er bemærkelsesværdig, fordi den er sket sideløbende med markante prisstigninger på lejligheder i begge byer. Alligevel har efterspørgslen været så stor, at salget er løftet til nye højder.
Rekord også i omegnskommunerne
Udviklingen har ikke kun været koncentreret i de centrale bykommuner. Flere omegnskommuner til København har ligeledes oplevet rekordhøjt salg af ejerlejligheder i 2025. Det gælder blandt andet Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Hillerød, Hørsholm og Rudersdal. Det peger på en fortsat stærk efterspørgsel efter boliger i hovedstadsområdet – også uden for bykernen.
Hushandler i fremgang i alle landsdele
Også salget af villaer og rækkehuse havde et solidt år. I alt blev der solgt 59.956 huse i 2025, hvilket er det næsthøjeste årsresultat i statistikken.
Sammenlignet med 2024 steg antallet af hushandler i samtlige landsdele. Fremgangen var størst i Østjylland, men i langt de fleste områder blev der registreret en stigning på mindst 10 procent. Det understreger, at købelysten i 2025 var bredt funderet og ikke alene drevet af de største byer.
2025 i tal
|
Nøgletal |
Tal |
|
Samlede bolighandler |
100.294 |
|
Ændring ift. 2024 |
+17 % |
|
Solgte ejerlejligheder |
21.297 |
|
Solgte villaer og rækkehuse |
59.956 |
|
Rekordbyer for lejligheder |
København og Aarhus |