Ny boligskatteberegner giver klarhed om danskernes boligøkonomi i 2024

I 2024 træder de nye boligskatteregler i kraft. Nybolig er klar med beregner, der giver danskerne en indikation af, hvad de kan forvente at skulle betale i boligskat i 2024 – og om de står til en eventuel skatterabat.

I midten af november 2023, når forskudsopgørelsen for 2024 er klar, bliver det muligt at se, hvad man skal betale i boligskat (ejendomsværdiskat og grundskyld) næste år.

Kan man ikke vente helt så længe, har Nybolig netop lanceret en boligskatteberegner, der på blot få sekunder kan give en indikation af boligskatten i 2024 for en hvilken som helst ejendom i Danmark – alene ved at indtaste adressen herfor.

Initiativet skal give nuværende og kommende boligejere indsigt i, hvordan deres boligøkonomi forventes at komme til at se ud, når det nye ejendomsvurderingssystem træder i kraft 1. januar 2024 – herunder om de står til en eventuel skatterabat, der sikrer, at de ikke kommer til at betale mere i boligskat i 2024 end de skulle have betalt med de nuværende regler.

»Overalt i landet bliver mange af vores mæglere lige nu mødt af spørgsmål fra kunder, der ønsker at vide, hvordan de nye regler for boligskat kommer til at påvirke deres boligøkonomi fremover, og stiller dem, når det kommer til at købe og sælge bolig. Dem kommer vi nu i møde med dette værktøj,« siger Martin Dam Magnussen, der er udviklingsdirektør i Nykredit Mægler, som er hovedkontor for Nybolig.

»Det er selvfølgelig vigtigt at være opmærksom på, at der er tale om et estimat, som alene er vejledende. Der kan netop gøre sig forskellige forhold gældende, som beregneren ikke har mulighed for at tage højde for. Når det så er sagt, er det vores vurdering, at beregneren for langt de fleste danskere vil udgøre en nyttig rettesnor, som kan være med til at sikre dem et mere oplyst grundlag at vurdere deres boligøkonomi på,« siger Martin Dam Magnussen.

Med det nye boligskattesystem bliver satserne for både ejendomsværdiskatten og grundskylden sat markant ned. Det betyder, at skatten bliver lavere for langt de fleste ejendomme. Nogle boliger er imidlertid steget så meget i værdi, at boligskatten stiger, selvom satserne er sat ned.

Er man indehaver af en ejendom, der stiger i skat, får man en årlig skatterabat. Det sikrer, at man ikke kommer til at betale mere i boligskat i 2024 end man skulle have betalt med de nuværende regler. Rabatten trækkes fra boligskatten hvert år, indtil man sælger sin bolig. Den skal ikke betales tilbage. Hvis ens ejendomsvurdering – og dermed boligskat – efterfølgende stiger, kan man vælge at indefryse stigningen med et lån.

Nye boligejere kan også få skatterabat, hvis de overtager en bolig, hvor boligskatten stiger ved overgangen til det nye boligskattesystem. Det kræver dog, at overtagelsen sker senest d. 31. december 2023. Hvis de derimod overtager efter årsskiftet, skal de være opmærksomme på, at den fremtidige boligskat kan være højere end den, der blev betalt året før.

»Den seneste tids store mediebevågenhed omkring de nye foreløbige ejendomsvurderinger har været et stort samtaleemne rundt omkring i de danske hjem – og har nogle steder helt åbenlyst også givet anledning til usikkerhed. Hvis vi med vores beregner kan være med til at afhjælpe noget af den usikkerhed, er vores mål med den indfriet til fulde,« siger Mik Kristensen, der er nytiltrådt adm. direktør hos Nykredit Mægler.

»Beregneren kan naturligvis ikke stå fuldkommen alene. Overvejer man at købe eller sælge bolig, men er usikker på, om nu er det rette tidspunkt – eller man helt generelt bare har brug for professionel rådgivning målrettet én selv og ens konkrete boligsituation – kan jeg kun anbefale, at man kontakter sin lokale mægler for en snak om ens muligheder på boligmarkedet,« siger Mik Kristensen.

Boligskatteberegneren er tilgængelig på Nybolig.dk. Her kan man indtaste adressen på en hvilken som helst ejendom i Danmark, og med det samme få oplyst den anslåede samlede boligskat i 2024 for pågældende ejendom.

Estimatet er baseret på offentligt tilgængelige oplysninger om den specifikke ejendom fra OIS, BBR, Tinglysningsretten, Slots- og Kulturstyrelsen, Geodatastyrelsen, Vurderingsstyrelsen og Skatteforvaltningen.

Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.