

Det skal du gøre i haven i marts
Marts er den måned, der kan trække et hvilket som helst vejr ud af ærmet. Der kan være sne, regn, blæst og solskinsdage, hvor du kan sidde i t-shirt i en krog med læ. Så vælg de gode dage til at være ude og give haven en opstrammer, så den er klar til foråret og sommeren.
Plant forårsblomster
Nu kan du endelig begynde at plante de første forårsblomster i krukker og altankasser. Uanset om du har have eller altan, kan du købe fx stedmoderblomster, hornvioler eller primula, der er hårdføre nok til at klare en omgang frost. Sæt dem i krukker eller altankasser, eller plant dem direkte ud i haven. Men det er for tidligt til de egentlige sommerblomster. De kan ikke klare de kolde temperaturer, der kan komme, og du må have tålmodighed lidt endnu.
Giv græsplænen en spa-dag
Hvis der stadig er frost, skal du ikke gøre så meget ved plænen, men er temperaturen til den lidt lunere side, kan du forsigtigt rive de sidste blade sammen med en løvrive og fjerne mos fra plænen med en almindelig haverive. Når mosset er væk, får græsset de bedste betingelser for at vokse og give dig en flot plæne, du kan glæde dig over til sommer.
Er du til den nørdede side, kan du måle jordens pH-værdi med lakmuspapir og give plænen perlekalk, hvis pH-værdien er under 7. Kalk skal gives i vintersæsonen, før græsset begynder at gro igen, så det er ved at være sidste udkald.
Til kamp mod ukrudtet
Hvis du vil gøre det nemmere for dig selv at luge til sommer, skal du i gang med at bekæmpe ukrudtet i marts og april. I starten af sæsonen har ukrudtet korte rødder og er nemmer at få op, og det er også nemmere at se, da det typisk er det første, der skyder op i haven. Senere på foråret og i sommeren er resten af haven vokset til, ukrudtet er sværere at se og har dybere rødder.
Giv køkkenhaven en krammer
Gør din køkkenhave klar til sæsonen ved at fjerne ukrudt og få vendt jorden. Har du svært ved at vente med at så, kan du lægge store stykker plastic ud over jorden. På den måde får du varmet jorden op, der tidligere end ellers vil være klar til de første forårsgrøntsager.
Klip og skær
Gå en tur med saksen og klip visne blomster og stauder ned. Du kan også klippe visne grene af træer og buske og beskære dine æble- og pæretræer. Vent med at beskære træer med stenfrugter, fx blomme, kirsebær og fersken – de vil helst have sommertemperaturer. Du skal også vente med roser, lavendler og sommerfuglebuske, men dem kan du beskære allerede i april.
Hvis hele din have ikke er ”vild med vilje”, kan du lave et vildt hjørne, hvor du samler grene og kvas og lader hele molevitten ligge til glæde for insekter og pindsvin. Insekterne vil tiltrække fugle, og du vil få mere liv i haven. Samtidig slipper du for at køre kvaset på genbrugspladsen.