Boligpriserne i København startede himmelflugten tilbage i 1998

Vi skal 21 år tilbage for at finde det tidspunkt, hvor priserne på ejerlejligheder i København for alvor startede himmelflugten væk fra prisniveauerne i Østjylland og Fyn, der repræsenterer storbyerne Aarhus og Odense. Det viser dugfriske tal fra Boligøkonomisk Videncenter.

Fra perioden 1992 til 1998 bevæger prisniveauerne sig støt og ens opad fra indeks 100 i 1992 til i 1. kvartal 1998 at være indeks 143,2 for landsdelen Fyn, 152,1 for Østjylland og 151,4 for Byen København. 

Men derfra får prisstigningerne ellers frit spillerum. Allerede året efter – i 1999 – er indeksniveauet 164 i Østjylland, 163,4 på Fyn og 186,6 i Byen København, viser tallene fra Boligøkonomisk Videncenter.

-Vi ser en interessant prisudvikling i markedet i 1998. Her bevæger København sig for alvor fra de øvrige landsdele, siger direktør i Nybolig, Peter J. Mattsen. 

Frem til finanskrisen
Priserne på ejerlejligheder i København viser sig dog at accelerere yderligere op gennem 00’erne, og fra 2004 til 2006 sker den største stigning frem til finanskrisen. I 1. kvartal 2004 er indeksniveauet 335,6 ift. basisåret 1992 og blot to år efter i 2. kvartal 2006 rammer prisen på ejerlejligheder sit højdepunkt før krisen med et indeksniveau på 546,6 – en stigning på hele 63 pct.

-Boligmarkedet har virkelig fart på op gennem 00’erne, og københavnske boligejere kan virkelig se markante stigninger på deres ejerlejligheder. Dog må de også overvære store tab frem til 2012, hvor boligmarkedet finder sin bund og igen bevæger sig opad, siger Peter J. Mattsen.

Hvor vi er i dag
I dag er priserne på ejerlejligheder nået et historisk højdepunkt. Men selvom nyheden måske lyder bedst for nuværende ejere af ejerlejligheder, er det også godt nyt for interesserede i markedet. 

-Prisudviklingen viser, at investeringen i en bolig på den lange bane er en god investering. Selvom det for nogle kan vække bekymring, at priserne har fundet en nyt toppunkt, er lånevilkårene blevet skærpet, ligesom der i dag stilles større krav til bankernes finansielle polstring, siger Peter J. Mattsen.
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.