Flere familier bor under samme tag

Flere familier i samme husstand kan reducere boligudgifterne for den enkelte familie. På fem år er antallet af husstande med flere familier steget med 19 pct. Tallet kan blive større, vurderer Nybolig.

 
Med stigende boligpriser kan en metode til at reducere boligudgifterne være, at flere familier bor under samme tag. Fra 2013 til 2017 er der således blevet 35.108 flere boliger, hvor flere familier har valgt netop den model, viser tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.

I 2013 var der 189.989 husstande registreret med flere familier, mens antallet i 2017 er oppe på 225.097, hvilket er en stigning på 19 pct.

-Det er typisk børnefamilien og bedsteforældrene, der vælger at dele bolig, da det har en række praktiske fordele i forhold til fleksibilitet i familielivet med fx børnepasning, og så er der naturligvis også et økonomisk aspekt i det, i det man er flere om at betale de faste boligudgifter, siger Nyboligs relationschef, Thomas Hovgaard. 

Indvandringen påvirker statistikken
Befolkningstilvæksten og de seneste års indvandring har ifølge Nybolig også indvirkning på stigningen.

-I mange andre kulturer end den danske er der langt større tradition for, at flere generationer bor sammen. Derfor ser vi, at især indvandringen fra Mellemøsten påvirker statistikken, og antager man, at indvandringen vil fortsætte, må man også forestille sig, at der vil komme flere husstande med flere familier under samme tag i fremtiden, siger Thomas Hovgaard.

  
  
 
 
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.