Førstegangskøbere møder muren

Det er blevet sværere at debutere på boligmarkedet, oplever flere ejendomsmæglere hos Nybolig, som bl.a. peger på nye låneregler som stopklods for især unge mennesker boligdrømme.

Selvom der både er negative renter, og boligmarkedet er i topform, er det ikke altid lige nemt at være førstegangskøber. Sådan lyder det fra en række mæglere fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.
 
Siden finanskrisen er der nemlig indført en række stramninger for at forhindre en gentagelse af en ny nedtur på boligmarkedet. 
 
-Det er som udgangspunkt fornuftigt at indføre stramninger, for ingen ønsker at opleve en finanskrise igen, men er man førstegangskøbere, især i et område med høje priser, kan det være svært hvis ikke umuligt at træde ind på boligmarkedet, siger Thomas Hovgaard, der er relationschef i Nybolig.
 
Han peger især på højere krav til egen udbetaling og det forhold, at man skal afdrage og betale fast rente, hvis boligens værdi overstiger husstandsindkomsten mere end fire gange.
 
-Når man er ung, har man måske også et studielån og et billån, der skal afdrages, og det er typisk til renter, der er højere end boligrenterne. Derfor vil disse boligejere være ekstra hårdt spændt for, hvor de med fordel kunne starte med at afdrage på de dyreste lån først, siger Thomas Hovgaard.
 
Det er ikke sjældent, at Nyboligs mæglere oplever købere, som må parkere drømmen om en bolig, fordi de ikke kan godkendes på baggrund af de nye regler, som blev indført i hhv. 2015 og 2016.
 
-Det er trist at opdage, at det alligevel ikke kan lade sig gøre at bo der, hvor man gerne ville, men det er en erkendelse, som jeg oplever oftere og oftere. Det betyder, at folk må flytte længere væk og bruge mere tid på at transportere sig, og konsekvensen kan blive, at vi får et endnu mere opdelt boligmarked, siger Thomas Hovgaard.
 
Faktaboks: 
 
2015: 5 pct. krav til egenudbetaling
2016: lån over 4 gange husstandsindkomst begrænser lånemuligheder
 
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.