

Midtjyder og københavnere er stærkt optaget af kommende ejendomsvurderinger
Som boligejer bliver 1. januar 2021 en vigtig dato for dig. Her træder helt nye boligskatteregler nemlig i kraft. Men der er regional forskel på, i hvilken grad de nye ejendomsvurderinger optager landets boligejere.
Et nyt vurderingssystem vil her gøre op med de hidtidige ejendomsvurderinger. Det kan bringe mange boligejere i en situation, hvor de vil opleve, at deres bolig bliver vurderet højere end i dag.
Men trods flittig mediedækning af de nye skatteregler, der har relevans for alle danske boligejere, er der forskellig interesse for sagen, alt efter hvor i landet man befinder sig.
Hele 50,3 pct. af Københavnerne svarer, at de i høj eller meget høj grad er optaget af de kommende vurderinger, mens tallet lyder på 47 pct. for boligejere i Midtjylland. Det fremgår af en undersøgelse, som Epinion har foretaget for ejendomsmæglerkæden Nybolig.
Til sammenligning er tallene 46,2 pct. for Region Sjælland, 40,4 pct. for Region Syddanmark og 39,7 pct. for Region Nordjylland.
Vurderinger og interesse følges ad
Ifølge Thomas Hovgaard, kommunikationschef i Nybolig, er der en naturlig sammenhæng mellem interessen og udviklingen af boligmarkedet i netop de områder.
-Huspriserne er steget mest i de større danske byer, som især er repræsenteret i de regioner. Derfor er det naturligt, at boligejerne her er mest interesserede. Boligejerne kan opleve en betydelig opjustering af deres vurdering med det nye system, og det kan få indvirkning på privatøkonomien. Derfor er det naturligt, at de følger med, siger han.
Derfor er ejendomsvurderingen vigtig
Den offentlige ejendomsvurdering er interessant og vigtig for danske boligejere, da den afgør, hvor meget du som boligejer skal betale i ejendomsværdiskat og grundskyld. Viser det sig, at du har betalt for meget i skat, fordi dine ejendomsvurderinger fra 2011 og frem har været for høje, så får du penge tilbage i løbet af 2020.
Din boligskat skyder ikke i vejret ved overgangen til det nye skattesystem. Men med de nye regler vil der ikke være øvre loft over dine boligskatter. Derfor vil skatterne godt kunne stige fra 2021 og frem, hvis værdien af din bolig eller grund stiger. Omvendt vil de også falde, når boligpriserne falder i fremtiden. Det skaber et mere fleksibelt system.
-Der har været bred politisk opbakning til modellen for de nye boligskatter, hvilket sikrer ro og stabilitet, og vi tror, at det er vigtigt, at man som boligejer ikke bliver slemt overrasket i 2021, når de bliver indført, samtidig er skaber det også ro, at skatternes niveau vil følge markedsudviklingen, som der er lagt op til, siger Thomas Hovgaard.
Fra 1. januar 2021 kan du både se din grundskyld og ejendomsværdiskat på din forskudsopgørelse og årsopgørelse. På årsopgørelsen kan du også se, om du har indefrosne skatter der skal betales, når du sælger hus eller lejlighed.
Det nye system vil også betyde, at du ikke længere skal betale din grundskyld to gange årligt, da den vil blive indregnet i din trækprocent – ligesom ejendomsværdiskatten.
Data er indsamlet af Epinion på vegne af Nybolig. Respondenterne er adspurgt: I hvilken grad optager de kommende ejendomsvurderinger/-skatter dig?