Nykredit Mægler finder ny pressechef i egne rækker

Nykredit Mægler, som er hovedkontor for mæglerkæderne Nybolig, Estate og Jesper Nielsen, får ny pressechef. Tiltrædende pressechef er journalist Alexander Falck Winther, der skal stå i spidsen for kædekontorets eksterne kommunikation til medier og presse.

Nykredit Mægler, som driver ejendomsmæglerkæderne Nybolig, Estate og Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen, får ny pressechef.

-Vi er glade for at kunne meddele, at vi med virkning fra i dag har valgt at ansætte Alexander Falck Winther i stillingen som pressechef i Nykredit Mægler. Han har de seneste år udvist flotte resultater og gode evner til at skabe relationer og formidle markedsudviklingen og tendenser om boligmarkedet i kontakten med den danske presse, siger Peter J. Mattsen, adm. direktør i Nykredit Mægler.

Den tiltrædende pressechef, Alexander Falck Winther, er uddannet journalist med en kandidatgrad i International Virksomhedskommunikation fra Syddansk Universitet. Han har været ansat i Nykredit Mægler siden 2019 og ser frem til det nye ansvarsområde.

-Jeg er utrolig glad for at have fået denne mulighed for at bringe mine kræfter i spil i spidsen for presse i Nykredit Mægler, som i kraft af sit ejerskab af Nybolig, Estate og Jesper Nielsen er Danmarks største sammenslutning af mæglerkæder med mere end 300 mæglerforretninger på landsplan. Der er tale om kendte kæder med en stolt og lang historie, som jeg glæder mig til at løfte videre, siger Alexander Falck Winther.

Ifølge Peter J. Mattsen bliver en af de vigtigste opgaver at fortsætte den vækstrejse, som blev igangsat i sommeren 2018.

-Nybolig, Estate og Jesper Nielsen har de seneste år vundet vigtige markedsandele. Åbningen af flere nye forretninger og et historisk godt år på boligmarkedet i 2020 har bragt os til et flot resultat, som vi nu vil bygge videre på, siger Peter J. Mattsen.

Alexander Falck Winther overtager stillingen efter Thomas Hovgaard, der siden 2015 har stået i spidsen for presse og kommunikation i Nykredit Mægler. Skiftet sker med virkning fra i dag den 16. august 2021.

Fremover kommer Alexander Falck Winther til at fungere som talsperson for Nybolig i medierne.

Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.