Parcelhusejere har tjent en tusse om dagen under Corona

Det har været gyldne tider for landets parcelhusejere under Corona, hvor priserne er steget 16 pct. i gennemsnit.

Gad vide, hvordan det må føles at få tusinde skattefri kroner hver morgen, når du vågner?

Selvom det kun er penge på papiret, er det ikke desto mindre realiteten for landets parcelhusejere under pandemien, hvor et parcelhus i gennemsnit er steget 347.000 kr. siden nedlukningen i marts 2020. Det viser en analyse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har foretaget af tal fra Boligsiden.dk.

I marts 2020 lå kvadratmeterpriserne for parcelhuse på 14.373 kr., mens de ved udgangen af maj måned 2021 havde nået 16.671 kr., hvilket er en stigning på knap 2.300 kr. eller 16 pct.

-Det er de færreste, der spekulerer i køb af parcelhuse, men er man tilfældigvis ejer af et parcelhus og har været det siden marts i fjor, kan man glæde sig over, at man er ejer af en utrolig populær vare, som er steget betydeligt i værdi, siger Peter J. Mattsen, der er administrerende direktør i Nybolig.

Ifølge Peter J. Mattsen er prisstigningerne under Corona et udtryk for en helt ekstraordinær markedssituation.

-Når vi ser så markante prisstigninger, hænger det traditionelt sammen med en udvikling, der som udgangspunkt ikke er sund, som vi så det op til finanskrisen, men denne gang ser vi ikke tegn, som giver anledning til bekymringer. En pandemi er i sig selv ekstraordinær, og vi har det seneste år set en adfærd, hvor boligen har været meget højt på familiernes dagsorden, og hvor man ikke har kunne bruge penge, siger Peter J. Mattsen.

Han anbefaler ikke, at man køber parcelhus efter udsigten til gevinster.

-Man skal som udgangspunkt købe parcelhus, fordi man har et boligbehov. Er man så heldig, at boligen stiger, mens man ejer den, er det jo bare gevinst, man kan tage med og glæde sig over. Vi skal samtidig huske på, at de store værdistigninger ikke gælder i hele landet. Det er stadig byer, hvor stigningerne kun har været beskedne, siger Peter J. Mattsen.

Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.