Priserne på små lejligheder stikker af

Den massive boligefterspørgsel i de store byer har de sidste par år skabt rekordprisstigninger på lejligheder under 60 m2. Ejendomsmæglerkæden Nybolig efterlyser kommunalpolitiske initiativer til at løse den akutte boligmangel. 

De små lejligheder har aldrig været mere populære, end de er nu. På blot tre et halvt år er priserne på de små lejligheder i København nemlig steget med 64,3 pct., mens de for mellemstore og store lejligheder i samme periode til sammenligning er steget med hhv. 51,1 og 36,2 pct. Det viser det nye boligprisindeks fra Boligøkonomisk Videncenter.
 
-I især de store universitetsbyer er det i dag ikke nemt, hvis næsten umuligt at finde en mindre bolig, med mindre man har købestærke forældre i ryggen. Der er simpelthen for få små boliger i forhold til den store mængde personer, som leder efter en lejlighed på mindre end 60 m2. Derfor ser vi klart de største prisstigninger på de små lejligheder, siger Nyboligs relationschef, Thomas Hovgaard. 
 
Han peger også på boligmassens udvikling.
 
-Selvom der samlet er kommet flere boliger til de sidste mange år, er det desværre gået tilbage for andelen af små lejligheder. Dels er der bygget mange flere store end små lejligheder, fordi man har satset på børnefamilier, men en del af de eksisterende lejligheder er med tiden også blevet slået sammen til større lejligheder, siger Thomas Hovgaard. 
 
Han efterlyser derfor initiativer, der kan lægge en dæmper på boligefterspørgslen efter de små lejligheder.
 
-Vi står over for et kommunalvalg, så nu kunne passende være tiden, hvor vi fik præsenteret nogle politiske visioner for, hvordan vi får løst et betydeligt og akut boligproblem. Mange gode ideer har været luftet, men vi har stadig til gode at få dem efterprøvet i praksis, siger Thomas Hovgaard. 
 
 
Eksempel: En toværelses lejlighed i København, der i 2013 blev solgt til 1.250.000 kr. vil i 2.kvartal 2017 have en salgspris på 2.000.000 kr. 
 
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.