Rekordhussalg i sommerferien

Sommerperiodens rekordhussalg kan mærkes hos landets ejendomsmæglere, som melder om en ekstraordinær travl sommerferie på boligmarkedet og forbedret økonomi hos køberne.

Boligmarkedet er endegyldigt brudt ud af Finanskrisens slumringsperiode. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev der solgt 4.696 enfamiliehuse i almindelig fri handel i juni 2017, hvilket er det højeste antal salg i ti år. Antallet af ejendomshandler i tre-måneders perioden april-juni steg med 8,7 pct. for enfamiliehuse og 0,2 pct. for ejerlejligheder sammenlignet med samme periode sidste år. 
 
Rekordtallene kommer ikke bag på ejendomsmæglerkæden Nybolig, som i et flertal af sine 220 forretninger også har oplevet en ekstraordinær travl sommer.  
 
-Mange af vores mæglere melder om et lang bedre hussalg i sommerferien, som traditionelt er en sløj periode, hvor mange må skrue forventningerne ned og indhente det forsømte i efteråret, men et ustadigt sommervejr kan være en af forklaringerne på, at mange har valgt at udleve deres boligdrømme i stedet for at være på stranden, siger Nyboligs relationschef, Thomas Hovgaard.
 
Han peger også på det lave renteniveau og den høje beskæftigelse som væsentlige årsager til det flotte sommersalg.
 
-Vi kan tydeligt mærke, at familierne får bedre og bedre privatøkonomi og dermed større råderum til at købe bolig, og det er helt klart med til at sætte turbo på boligsalget. Skal vi pege på udfordringer lige nu, må det være manglen på boliger at sælge og manglen på håndværkere til at udføre boligejernes boligforbedringer, derfor håber vi selvfølgelig, at den positive stemning på boligmarkedet vil få flere til at gøre alvor af deres eventuelle salgsplaner, siger Thomas Hovgaard. 
 
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.