Spring til hovedindhold

Små sommerhuse erstattes af mega-sommerhuse

Mange mindre sommerhuse er de sidste ti år blevet erstattet af mega-sommerhuse. Lave renter og ønsket om mere moderne boliger står bag udviklingen, vurderer Nybolig.

Tiden, hvor familien holdt ferie i det lille, primitive sommerhus på landet, ser ud til at være på retur.

Fra 2011 til 2021 er der nemlig blevet 1.808 færre sommerhuse på mindre end 99 kvadratmeter i hele landet, mens antallet af sommerhuse mellem 100-199 kvadratmeter i samme periode modsat er steget 10.659 i antal, svarende til en stigning på 28 pct. Tallene fremgår af en ny analyse fra ejendomsmæglerkæden Nybolig på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

Udviklingen kommer ikke bag på Nyboligs kommunikationschef, Thomas Hovgaard, som forventer, at flere gamle, mindre sommerhuse i fremtiden vil blive erstattet af nye, store sommerhuse.

-Man kan ikke udskifte beliggenheden, men man kan rive det gamle hus ned og bygge et nyt, og det er det, der i høj grad er sket det seneste i tiår, siger Thomas Hovgaard.

Han peger både på lempeligere byggeprocenter og lave renter som drivere bag udviklingen.

-Det har været og er stadig billigt at finansiere et byggeprojekt, samtidig med at vi med de høje krav til isolering i dag kan bygge store huse, som ikke er dyre at opvarme og som kan bruges hele året med moderne bekvemmeligheder, siger han.

Geografisk er det fortrinsvist Nordsjælland, Vestjylland, Syd- og Vestsjælland og Nordjylland, hvor mange af de nye store sommerhuse er blevet opført.

-Det er primært i de store, kendte sommerhusområder, at vi har set væksten i mega-sommerhuse, som også i et vist omfang bruges til udlejning, hvor bundfradraget er blevet øget de seneste år for at stimulere udlejningen, siger Thomas Hovgaard.

Han forventer, at udviklingen vil stige.

-Under Corona har sommerhuset opnået en endnu højere status end tidligere, og vi har allerede set mange nye sommerhusejere, som har købt små sommerhuse med henblik på enten at udvide dem eller erstatte dem med et nyt, siger Thomas Hovgaard.

Udviklingen i antallet af sommerhuse


2011 2012 2013 2014 2015
Under 99 kvm  179.073 178.860 178.388 178.014 177.524
Mellem 100-199 kvm 37.701 38.944 40.064 41.138  42.097

 

  2016 2017 2018 2019 2020 2021
Under 99 kvm 176.881 176.474  176.512 177.581 177.398 177.265
Mellem 100-199 kvm 43.123  44.001 45.099 46.087 47.264 48.360

Kilde: Danmarks Statistik

Indlæser...
Nysgerrig på din boligs værdi? Brug vores boligprisberegner til at se, hvad din bolig er værd.
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.