Sommerhussalget næsten fordoblet på fem år

Alle forhold er til stede for et sommerhusmarked i vækst. Salget af sommerhuse er siden 2013 steget med 83 pct., viser analyse fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.  

Det er igen blevet in at eje et sommerhus. Siden 2013 er antallet solgte sommerhuse steget med 83 pct., når man ser på andet kvartal, som er den periode på året, hvor der traditionelt handles flest sommerhuse. I andet kvartal 2013 blev der solgt 1.348 sommerhuse, mens der er i andet kvartal i år blev underskrevet 2.473 købsaftaler på danske sommerhuse. Det viser en beregning, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet af tal fra Finans Danmark.  
 
-Alle forhold er til stede for et stærkt sommerhusmarked. Mange huse at vælge imellem, gunstige finansieringsmuligheder, lav ledighed, lempeligere regler og høje friværdier, siger Thomas Hovgaard, der er relationschef i Nybolig. 
 
At købe bolig nummer to kræver både et mentalt og økonomisk overskud, forklarer han.
 
-Når man bliver ejer af et sommerhus, får man typisk lidt flere udgiftsposter på budgettet, ligesom man skal investere noget af sin fritid for både at bruge huset og vedligeholde det, siger Thomas Hovgaard, som glæder sig over udviklingen, der kan bruges som indikator for, at det generelt går godt i Danmark. 
 
Han peger også på den digitale udvikling som en årsag til, at sommerhussalget er steget så meget.
 
-I dag kan vi døgnet rundt sidde og surfe boliger på vores mobiler og tablets. Vi er med andre ord kommet tættere på de mange sommerhuse, der findes rundt omkring i landet, og den udvikling tror vi helt sikkert er med til at fremme interessen og i sidste ende salget af sommerhuse i en positiv retning, siger Thomas Hovgaard. 
 
Indlæser...
Internet Explorer understøttes ikke
Du bruger en browser, som vi ikke understøtter. Brug en af følgende browsere til at besøge vores side.