Glæd jer, for nu får I mulighed for at folde tilværelsen ud her på Højvangen 6, hvor der venter jer et utrolig velholdt rækkehus med 109 kvadratmeter perfekt fordelt på ét plan, og huset omkranses af nogle skønne uderum, der kræver minimal vedligeholdelse. Kort fortalt, en oplagt boligpakke for seniorerne, der drømmer om lidt færre kvadratmeter, men det kan også blive en dejlig base for den lille børnefamilie.
Uanset hvem I er, falder I hurtigt til her i Karlslunde, hvor I flytter ind på et hyggeligt vænge tæt på de daglige gøremål. Der er gåafstand til nærmeste indkøbsmulighed, og i en radius af en enkelt kilometer fra hoveddøren finder I også skole og daginstitution. Derudover kommer I hurtigt og nemt på motorvejen, når I skal videre ud i landet, og Karlslunde er også forbundet til storbyen med S-toget.
Hjemme i nr. 6 bydes I velkommen af det pæne murstenshus med byggeåret 2007, og huset har selskab af både en carport til bilen og et praktisk udhus med plads til havemøblerne. Samtidig er det indrammet af de to solrige uderum, nemlig for- og baghaven, hvor I kan starte dagen med en kop kaffe på morgenterrassen, og senere kan I følge med solen om på den vestvendte fliseterrasse, der sætter scenen for en hyggelig sommermiddag.
De pæne, velholdte rammer fortsætter indendøre, hvor I møder en smagfuldt indrettet bolig med moderne komfort i form af gennemgående gulvvarme. I får to indgangspartier, som tæller entréen samt det fine bryggers med plads til opbevaring og vaskefaciliteter, og dertil kommer et nydeligt badeværelse samt tre gode værelser, hvoraf to opgraderes med indbygget skabsplads.
Planløsningen fuldendes af det åbne opholdsmiljø, hvor køkken-alrum og stue ligger side om side, og her får hjemmet et naturligt samlingspunkt med en rar og luftig atmosfære - dagslyset strømmer ind gennem de mange brede vinduespartier. Samtidig kan I glæde jer over det dejlige køkken, der byder på ekstra god skabs- og arbejdsplads, så her bliver det fremover en fornøjelse at give sig i kast med madlavningen.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.