Med udsigt til Holbæk Fjord ligger denne vidunderlige villa, hvor I finder plads til hele familien. Huset er opført i 1962, og selve grunden er på hele 1.009 kvadratmeter. Når I ankommer til Hørby Færgevej 32, ser I først og fremmest den flotte indkørsel og forhave samt et hus med gule mursten og sorte vinduer, som giver en flot kontrast.
Indenfor er der mange kvadratmeter, som breder sig over en moderne planløsning. Fra entréen er der en fransk dobbeltdør, som åbner op til det store køkken-alrum. Her kan der laves mad i det lyse køkken i den ene ende, lektierne kan udføres ved spisebordet, og i den anden ende kan I hygge i sofaen med en film i tv'et. Alrummet er et dejligt og indbydende leverum med høje vinduespartier, som lukker lyset ind og åbner op ud mod haven.
Der er tre værelser og to badeværelser i alt. De to mindste værelser har en god størrelse til børnene, og da det største soveværelse også har adgang til sit eget badeværelse, er det nemt at lave en særskilt forældreafdeling her. Begge badeværelser har bruser og er udført i lyse farver med sorte skabe og fliser, som skaber et spændende modspil. Der er desuden et stort bryggers med indbyggede skabe.
Udenfor er et stort terrassemiljø, som I har adgang til fra stuen og køkkenet. Terrassen har både en syd- og vestside, så solen kommer I ikke til at savne her. Haven gemmer på mange detaljer og en dejlig græsplæne med plads til boldspil og udendørs leg.
Fra huset har I ikke engang 200 meter til vandet eller bus. Der er kort til Udby, hvor der er skole, indkøbsmuligheder og idrætsfaciliteter - og der er heller ikke langt til nærmeste daginstitution.