Plads og muligheder er der nok af i denne rummelige ejendom, der oprindeligt er opført i år 1900, men som for ca. 70% af ejendommens vedkommende er opført i 1977 og siden renoveret løbende.
I får en ejendom, der ligger rigtig naturskønt i bunden af en privat fællesvej væk fra vejen og 300 meter fra legepladsen og tæt på skoven. Pederstrup ligger ca. 10-15 minutters kørsel fra Odense og 5 minutters kørsel fra motorvejen, ligesom der er trinbræt til toget mod Odense og Svendborg ca. 2-3 min. gang fra boligen. I dagligdagen kan indkøb m.m. klares i Ringe eller Årslev, der begge har flere handlemuligheder, børneinstitutioner, sportsfaciliteter og skoler m.m.
Der er sket omfattende renoveringer dels i 2004 og 2016 i den ældste del af ejendommen, dog på nær i køkkenet. I får en pæn, lys og velindrettet bolig med flere gode udhusbygninger med bl.a. carport, skur, stort værksted og drivhus og der er installeret et solcelleanlæg.
Planløsningen byder i stueplan på et ældre køkken og alrum med vindeltrappe til førstesalen. Herudover er stueplan i dag indrettet med et badeværelse, en stor renoveret vinkelstue med gulvvarme, fyrrum med pillefyr fra 2013 og bryggers med udgang til et værksted og en afdeling med stue/værelse og badeværelse. Herfra er udgang til en overdækket terrasse og haven. Drømmer I om et stort familie køkken-alrum er der gode muligheder for, at bygge videre på det der er. På førstesalen træder man op på et repos, der giver indgang til et værelse med et flot trægulv og lofter i kip med synlige hanebånd og 2 kviste fra 2004, der lukker godt med lys ind. En fordelergang giver adgang til et værelse, et depotrum og et værelse/stue med brændeovn og udgang til en svalegang med en billedskøn udsigt ud over haven og de omkringliggende marker.
Til ejendommen hører en rummelig lukket have med frugttræer og en stor græsplæne med plads til timevis af leg, boldspil og fysisk aktivitet, så her kan fantasien slippes løs. Det er en ejendom, der henvender sig til jer, der gerne vil bo i landlige omgivelser med muligheder i stedet for begrænsninger i en ejendom, der kan tilpasses familien. En bolig der skal ses
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.