Her får du en ejendom, som både inde og ude er virkelig velholdt. Indenfor er der et behageligt og gavmildt lysindfald i alle rum, og der er foretaget fine opdateringer. Det er der også udenfor – ikke mindst i haven, som endda er anlagt, så den kræver et minimum af gartnertid og -evner.
I 2005 blev førstesalen gennemrenoveret, hvilket blandt andet de flotte plankegulve i finsk fyr på både hemsen og i værelserne kan bevidne. I 2012 var det så de ydre rammers tur, da man byggede en solid carport på hele 48 m2.
I stueplan byder villaens planløsning på en rummelig stue i hele husets længde og et køkken med åben forbindelse til stuen samt med dejlig udsigt til baghaven. I dette plan ligger også boligens badeværelse med gulvvarme.
Første sal er disponeret med en møblérbar repos, et stort forældresoveværelse og yderligere to værelser, som suppleres af bonuskvadratmeter til hygge, huleleg og overnattende gæster på en overliggende hems.
Endelig er der i husets modsatte ende, i den veludnyttede kælder, også god plads til eksempelvis opbevaring, tøjvask og hobbyaktiviteter i de to disponible rum og mellemgangen med haveudgang.
Udenfor er grunden lige så velanlagt, som huset er velholdt, og haven er i sig selv et virkelig hyggeligt bekendtskab. I forlængelse af carporten er der både cykelparkering og et integreret skur til opbevaring. Hele haven er godt afskærmet af en opvokset hæk, der er et legehus til ungerne, forældrene får et pænt rododendronbed at nyde synet af, og hele familien kan slappe af på både terrassen ved huset samt på den hyggelige bålplads.
Fra den stille, børnevenlige adresse her på en lukket vej uden uvedkommende trafik er der kort afstand til institution, skole og SFO. De nærmeste indkøbsmuligheder ligger også tæt på, og der er heller ikke langt til midtbyen. Allernærmest er dog de søde naboer i alle aldre og dermed et stort potentiale for at knytte venskaber for såvel børn som voksne.
Kontakt os og hør nærmere.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her