Denne ejendom byder på god plads både inde og ude samt på virkelig velholdte rammer i smukke, landlige omgivelser. Og med såvel træpillefyr som solceller og solpaneler er forbrugsudgifterne tilmed i den ganske lave og miljøvenlige ende.
Det er tydeligt, at der er passet godt på tingene, hvilket ikke mindst det opdaterede badeværelse kan bevidne, lige som det også gør sig gældende for vinduerne og de udvendige døre, der nu er af den flotte, robuste og vedligeholdelsesvenlige træ-alu-model. I stueplan får du en rummelig vinkelstue, der ligger lige op ad boligens køkken, hvor der er plads til at have en spisekrog. I dette plan får du også to værelser og et badeværelse med badekar. Via entréen er der adgang til fyrrummet med plads til vaskefaciliteter, samt til to disponible rum og et stort, velindrettet værksted. På første sal finder du boligens andet badeværelse, hvor der både er mulighed for en tur under bruseren og en tur i saunaen. I dette plan er der endvidere fire gode værelser, hvoraf et er udstyret med praktisk plads til garderoben i et walk-in-closet. Udenfor får du en stor dobbeltgarage, og også selve grunden er med sine 1.798 m2 af en ganske gavmild størrelse. Den er udlagt med god plads til ankomst og parkering og ikke mindst med en have, som er dejlig nem at passe. I husets vinkel på østsiden er der et skønt, stort terrassemiljø, hvor du let finder både sol og læ. Og hele vejen rundt er der til alle sider en skøn udsigt over de omkringliggende marker. Selv om du bor landligt og uforstyrret, er det ikke noget problem at benytte sig af de tilbud og muligheder, som byen byder på. Med placering lige uden for den nordøstlige bygrænse er der kort afstand til såvel selve Holstebro som til Mejrup. Og langs med den nærtliggende Skivevej er der dobbeltsporet cykelsti hele vejen ind til byen. Skal du videre omkring, er det selvsagt heller ikke noget problem at ramme tilkørslen til motorvejen. Kontakt os og hør nærmere.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.