En lys og indbydende atmosfære, en familievenlig planløsning og en lukket, solrig have. Dét er bare et udvalg af gode grunde til at flytte ind i dette halve dobbelthus, der ligger fredeligt på en lille, lukket vej. Adressen er helt klart også et plus, for udover den korte afstand til centrum i Odder er huset placeret på en højtliggende grund, så I kan se langt ud over trætoppe og hustage fra førstesalen og forhaven.
Huset er opført i 1987 og er placeret midt på grunden, der er opdelt i flere hyggelige niveauer. Ved vejen står en carport med indbygget redskabsskur, og herfra går en trappe op til forhavens fliseterrasse. Her er skønt at sidde ved aftenstide, mens baghaven er et oplagt opholdssted på sommerdage, hvor hortensia og rododendron blomstrer i bedene.
Inden døre er boligens 97 m² virkelig godt udnyttet. På førstesalen ligger tre værelser og et badeværelse, og sidstnævnte suppleres af et gæstetoilet i stueplan. Et andet træk ved boligen, som familien formentlig også vil sætte pris på, er bryggerset, som ganske praktisk er placeret ved siden af stueplanets køkkenafdeling.
Køkkenet ligger i åben forbindelse med stuen, blot adskilt af en halvmur. Det gør rummet til et oplagt samlingspunkt for familien, med mindre solskinnet lokker alle gennem havedøren og ud på solterrassen.
Ejendommen grænser direkte op til et grønt friareal med boldbane og legeplads. Trygge stisystemer fører jer rundt i kvarteret, og afstanden er kort, uanset om målet er skole, daginstitutioner, stationen eller supermarkeder.
Kort sagt en velindrettet bolig, der på én gang ligger fredeligt og centralt i Odder.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.