Et stenkast fra Det Gamle Rådhus, finder vi denne charmerende og yderst tiltalende ejendom i 3 plan. Helt centralt, midt på de toppede brosten og alligevel helt ugenert.
Som noget helt særligt, har denne ejendom en helt fantastisk, ugenert have. Anlagt med flere små hyggekroge, terrasser og i flere niveauer, her finder man altid en plet med sol. Under blåregnens "tag" og i direkte forbindelse med huset, finder man en skøn gårdhave på træterrasse, der indbyder til mange hyggestunder. 2 små udhuse med tilhørende overdækket "terrasse", der nemt kan ændres til sydvendt havestue. Huset har privat indkørsel til 2 parkeringspladser, og her kan opføres carport/garage.
Nuværende ejer overtog huset ca. år 2000, og har siden da gennemistandsat huset med nyt tag, ovenlysvinduer, nyt køkken og nye badeværelser, indvendig isolering, nye gulve, vægge og lofter samt for nyligt udgravet og indrettet underetagen til beboelige værelser med eget bad og bryggers. Idag benyttes ejendommen som én stor bolig med god plads til både børn og gæster. Underetagen er med egen indgang fra gaden, eget køkken og bad samt to disponible rum - oplagt til teenageafdeling, hjemmekontor og hobby.
Stueetagen fremstår lys og indbydende. Her er stor stue med god plads til både spiseafdeling samt sofahjørne og adgang via franske døre til pejsestuen/bibliotek. I begge afdelinger er der højt til de flotte, hvide stuklofte samt lyse trægulve. Flot lysindfald fra de sprossede vinduer. Nyere køkken med hvide elementer, klinkegulv, lille spiseplads og udgang til haven. I forbindelse med køkkenet, har ejer et uundværligt rum - et stort viktualierum, hvor der også er god plads til støvsuger, havehynder, konserves, strygebræt og andet overflødigt. Stor entré/hall med god plads til overtøj og nedgang til underetage og svungen trappe til 1. sal. Stort, rummeligt badeværelse med forsænket badekar samt separat bruseniche.
På 1. sal en lille stue med lofter i kip og ovenlysvinduer, oplagt til fællesstue for teenagerne, eller legerum til børnene. Stort soveværelse med skabsvæg samt 2 gode værelser. Ligeledes ekstra toilet samt lille ekstra kontor/værelse, som sælger har brugt til opbevaring.
Så drømmer du om en ugenert oase, midt i byen, så er her muligheden.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.