ORIGINAL LANDSBYSKOLE. Ja, I læste rigtigt – nu udbyder vi en helt særlig ejendom, nemlig Simesteds gamle skole. Ejendommen emmer af historisk charme, og den står nu klar til at få pustet nyt liv i sig. Det her er det perfekte projekt for jer, der drømmer om mange kvadratmeter samt et unikt og enestående hjem.
OMRÅDE:
Så snart I drejer ind foran Flintdalevej 12, mærker I roen sænke sig. I er nemlig landet i rolige, trygge og idylliske omgivelser, hvor I har naturen og dyrelivet på helt tæt hold – bakkerne, som I ser fra huset, er endda de højeste i Himmerland. Omkring Simested kan I finde intet mindre end ni eventyrlige gravhøje, og i Øster Hornum, 4 min. væk, har I alle dagligdagens fornødenheder. I bor samtidig tæt på fjorden, og i bil tager det heller ikke andet end 25 minutter til Aalborg.
EJENDOM:
Skolen blev bygget tilbage i 1875, og her gik alle landmændenes børn i skole frem til 1955, hvor en forvalter af skolen valgte at bosætte sig i ejendommen. De gamle udhuse fungerede i sin tid som pige- og drengetoiletter, og på grunden blev der både anlagt fodboldbane og en vandcisterne, så de tapre spillere kunne få sig en tår vand – nu prydes grunden af frodig beplantning med fx frugttræer og bærbuske samt solrige og skyggefulde hyggekroge såvel som gemmesteder. Hyggeligt, ikke?
INDRETNING:
Så snart I træder indenfor, mærker I den originale charme. Huset står med vinduer mod tre af de fire verdenshjørner, hvilket skaber et sublimt lysindfald, og detaljerigdommen er kort sagt imponerende – hjemmet skal uden tvivl opleves med egne øjne. I stueetagen venter intet mindre end fire store stuer, og dertil kommer et soveværelse, et køkken, to badeværelser, et bryggers og to separate entréer. Slutteligt råder 1. salen over et stort og mulighedsrigt rum samt tre værelser.
Det her er en type ejendom, som sjældent udbydes til salg. Vil I med på en fremvisning?
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her