I Gunderup lidt nordvest for Farsø finder du denne ejendom – med Trend Skov nærmest i baghaven og også tæt på Uhrehøje og Limfjorden. Ud over den nære kontakt til områdets flotte natur får du også hjemme på egen matrikel masser at glæde dig til både inde og ude. Her er først og fremmest masser af plads, og dertil kommer, at ejendommen løbende er blevet renoveret, så den er lige til at overtage og indtage.
Den gamle landejendom kan dateres tilbage til 1924. Du får 211 m2 bolig, og i tillæg dertil er der et udhusareal på sammenlagt 203 m2. Grunden i sig selv tæller hele 6.977 m2, og her finder du blandt andet din egen sø, hvor du på en god fiskedag kan hive en karpe eller tre op fra vandet.
Så sent som i 2018 er der inden døre blevet lavet køkken, og udenfor blev der i samme ombæring lagt nyt tag. Gavlbeklædningen var blevet skiftet et par år tidligere, og i 2006 blev vinduer og døre udskiftet til en langtidsholdbar kvalitetsmodel i mahogni.
I stueplan får du et stort opholdsafsnit, hvor stue og køkken-alrum ligger i åben forbindelse. Stuen har brændeovn og udgang til en østvendt terrasse i haven. Det flotte køkken byder på gulvvarme og udgang til en stor, overdækket og velafskærmet terrasse, der ligger orienteret ud mod gårdspladsen. I dette plan får du også to værelser samt et stort badeværelse med separat bruse- og badeafsnit. Førstesalen er disponeret med en rummelig og velanvendelig repos samt tre værelser, hvor der er etableret indbygget opbevaringsplads i skunken.
Sidst, men bestemt ikke mindst, er der via fyrrummet adgang til ladedelen i ejendommens østlige længe, mens garage og værksted ligger i et separat udhus, hvor der er yderligere et disponibelt rum at gøre godt med. Ud over terrasserne, gårdspladsen og søen byder grunden også på god haveplads til leg, aktiviteter og afslapning. Desuden er der herudefra en dejlig udsigt til de grønne omgivelser.
Kontakt os for en nærmere fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.